Hvis man tager et kig i mit opskriftindeks, finder man hurtigt ud af, at panna cotta’erne flokker sig i mange slags på bloggen. I løbet af sommeren har jeg eksperimenteret meget med hvid chokolade panna cotta, og jeg er endelig kommet frem til en vidunderlig variant, som jeg gerne ville dele med jer. Men den er en af de heldige søde sager, som bliver trykt på papir, da den nemlig skal med i kogebogen.
Til gengæld har jeg her i weekenden lavet en lækker chokolade panna cotta, som jeg serverer for jer i dag. Jeg brugte Panama 80% chokoladen fra Chocolate and Love, som jeg er ret så pjattet med. Det er en økologisk, single origin chokolade fra Panama og består udelukkende af kakaobønner, økologisk rørsukker tilsat lidt økologisk vanille. Trods den høje kakaoprocent smelter denne intense chokolade så smukt på tungen. Den har en god, balanceret kakaostyrke og en meget pleasende “ren chokoladesmag”.
Jeg valgte at søde panna cottaen med agavesirup, fordi jeg lige havde det ved hånden, og fordi det er væsentlig sødere end sukker, så der skal ikke nær så meget i. Uanset hvad påstår jeg gerne – og endda uden en følelse af at vove pelsen – at denne panna cotta i hvert fald er sund for sjælen! Den er chokoladet, fløjlsblød og cremet og ganske forførende. Jeg forærede den lidt knas i form af kanel-karamelliserede macadamianødder (som kommer på bloggen i næste uge). Jeg er fuldstændigt forelsket i de vanvittigt vanedannende macadamianødder, jeg har købt af Mads fra Nøddebazaren. Man kan også gøre desserten lidt mere frisk og enkel ved at servere frugt eller bær til chokolade panna cotta’en. Pæretern og brombær ville garanteret været et hit.
Panama Panna Cotta med chokolade (6 personer)
100 g Panama 80% chokolade fra Chocolate and Love
4 dl fløde
60 g agave sirup
2 blade husblas, udblødt i koldt vand
Hak chokoladen fint og kom den i en skål. Kom fløden i en gryde og tilsæt agavesirup. Varm op til kogepunktet. Dræn husblas og rør den straks ud i den varme fløde, til den er helt opløst. Hæld den varme fløde over chokoladen og lad det stå i 2 minutter. Rør da rundt, til chokoladen er helt smeltet. Hæld chokoladefløden i 6 forme og køl dem af, inden de stilles på køl i 4 timer, før de er klar til servering.
Tilføjet note til servering:
Formene er små runde aluminiumsforme. Når panna cottaen skal vendes ud, tager jeg bagsiden af en kniv og kører den hele vejen rundt langs formens kant, inden formen vendes på hovedet på en tallerken. Hvis panna cottaen ikke kommer ud med det samme, kan man bruge en lille nål/strikkepind til at prikke et hul i bunden (som nu vender på hovedet), – det skaber et lufthul og løsner lettere panna cottaen.
Hvadskalvibage/Mette skriver
Er også helt vild med panna cotta. Jeg laver den dog med halv fløde og halv skyr. Så kan man spise den med bedre samvittighed – og den er stadig super god 🙂
Dorte Daugaard skriver
Wow, den ser farligt lækker ud! 🙂
Mums!!
Anne au Chocolat skriver
Kære Mette,
Det lyder også lækkert 😉
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Dorte,
Den var SÅ lækker 🙂
Kh Anne