Jeg fik alligevel tid til at lave en enkelt dejlig rabarber-dessert i fredags midt i eksamensperioden. Og hvis jeg havde tid til at lave den, skal jeg også have tid til at blogge om den!
Rabarber-desserten bestod af en kold rabarbersuppe lavet af de fineste små spæde rabarber fra haven, hjemmelavet vanilleis (læs: hjemmeopfundet!!) og en lille delikat sprød tuile. Desserten udgjorde en perfekt afslutning på en skøn middag, min kæreste og jeg lavede til hans familie og deres venner fredag aften. Middagen bestod blandt andet af lækre friske jomfruhummere og fine stegte lammekroner, men jeg holder mig inden for den søde ramme og går derfor ikke i yderligere salte detaljer i dag.
Rabarbersuppen er en af de mest simple dessertsupper jeg kender til. Til gengæld kan det være lidt tidskrævende at skære rabarberne med så sirlig en akkuratesse – men det er det hele værd. Hvad angår vanilleisen kræver den en ismaskine, men en vanilleparfait kunne også være en glimrende løsning. Og de sprøde tuiles er bare skønne!
6-8 personer
Vanilleis:
500 ml sødmælk
80 g sukker
1 vanillestang
8 æggeblommer
65 g sukker
300 ml fløde
Bring mælk, sukker og vanillestangen tømt for korn til kogepunktet i gryde. Tag gryden af varmen og lad den stå og hvile i 15 minutter.
Pisk i mellemtiden æggeblommerne med det resterende sukker indtil lyst og luftigt.
Sigt mælken og bring den i kog igen. Hæld den varme mælk over æggemassen, mens der piskes på livet løs. Hæld blandingen tilbage i gryden og rør konstant indtil vanillecremen når 83 grader.
Køl af i et vandbad og stil på køl.
Inden iscremen køres på maskinen, piskes fløden let og vendes i cremen. Kør på maskinen.
Rabarbersuppe:
600 g små rabarber
3 dl vand
180 g sukker
1 vanillestang
Skær rabarber ud i tynde skiver (på ca. 2-3 mm) og læg dem i en skål. Kog vand og sukker sammen til sukkeret er opløst. Tilsæt til sidst vanillen og sigt den kogende sukkerlagen over rabarberne. Lad rabarberne stå, til de er helt afkølede og server dem ved stuetemperatur.
Tuiles:
80 g smør, blødt
80 g sukker
50 g hvedemel
50 g glucosesirup
Rør ingredienserne sammen og smør dejen tyndt ud på bagepapir med en palet eller dejskraber. Sørg for at lave mellemrum mellem dejen på papiret. Bag i ovnen ved 175grader i 5-6 minutter indtil gyldent. Tag bagepladen ud. Efter få sekunder kan man forme stykker, som man har lyst til. Køl helt ned og opbevar i en lufttæt dåse indtil de skal bruges.
P.s. Vi drak en skøn Auslese til desserten! 🙂
Lone Kjær skriver
Ih, hvor dejligt du alligevel fik lidt tid. Og så til hele tre ting – i en skøn forening. Pragtfuldt!
Anette skriver
Den rabarberdessert ser virkelig lækker ud. Og det er spændende at bruge rabarber til andet end kage.
Jeg har lige fundet din blog, og den er virkelig inspirerende med de mange forskellige spændende opskrifter, du skriver om.
Kim skriver
mmm… det ser delig delikat ud… god eksamener!
Anne au Chocolat skriver
Ja Lone, perioder uden tid til at lave søde sager piner mig, så det var skønt at tage sig tid til endnu et lille rabarber-eventyr 🙂
Anne au Chocolat skriver
Hej Anette,
Dejligt at du har fundet min blog. Der er masser af sød inspiration at hente hos mig 🙂
Alt godt,
Anne au Chocolat
Anne au Chocolat skriver
Tusind tak Kim 🙂
nanoud skriver
Bon je me permets d’écrire en français car en danois je ne maitrise pas du tout …je suis très contente que tu sois venue écrire chez moi car une de mes amies danoises Marie Melchior m’avait parlé de ton blog .Il est très beau et tu as de très jolies photos … je reviendrais avec plaisir à très bientôt.
nanoud
Anne au Chocolat skriver
Tu peux toujours m’écrire en français Nanoud! 🙂
Moi, j’suis très contente de savoir que tu trouves mon blog beau! J’adore prendre les photos, donc c’est super bon qu’elles te fassent plaisir. À bientôt!
Anne au Chocolat
virginie skriver
hummm de la rhubarbe, de la vanille et une tuile croquante pour plus de gourmandise et apporter un petit coté croquant c’est un dessert qui me convient parfaitement !!!
bonne journée gourmande
virginie
Anne au Chocolat skriver
Merci Virginie! N’hésites pas à me demander de traduire les recettes en français, s’il y en a quelques que tu désires comprendre plus que les photos 🙂
À plus et bonne journée,
Anne au Chocolat
Arendse skriver
Hej!
Det er en super god blog, og nogle meget smukke billeder du tager! 🙂
Dine “æg”/kugler er meget flotte og jeg ville høre om du har nogle særlige tip til hvordan man får dem helt rund og glatte? Skal man grave dybt eller trække skeen langs oerfladen? Har du også nogle tips når det gælder mousse-“æg”?
Hilsen Arendse
Anne au Chocolat skriver
Hej Arendse
Først og fremmest er det vigtigt, at man dypper skeen i varmt vand inden man kugler isen! Det giver et godt resultat. Og så gælder det bare om at øve sig 🙂 Hvis man vil lave quenelles er det godt at bruge en spiseske til formålet!