Vejret skriger ikke lige frem SOMMER i dag, men ikke desto mindre vil jeg gerne dele endnu en sommerlig opskrift med jer, som jeg lavede til Din Baghave i sidste uge, inden jeg tog til Skagen. I Skagen skinnede solen det meste af tiden, og jeg lavede ikke så meget andet end at spise fisk og hjemmelavede desserter, cykle ture og gå tur på stranden og i skoven. Simple living og lige hvad jeg havde behov for. Nu er jeg til gengæld tilbage ved computeren og glæder mig til at blogge en masse for jer.
Min rødgrød er anderledes, da jeg har puttet rabarber i – inspireret af min søde veninde Stine – og fine hindbær. Det giver grøden kant og en anden form for syre, synes jeg. Hvis I stadig har gode rabarber tilbage i haven, skal I prøve denne grød. Så får I hvert fald SOMMER i munden 🙂
Til 6-8 personer skal du bruge
500 g rabarber, skåret i skiver à 5 mm tykkelse
350 g jordbær
225 g hindbær
175 g rørsukker
1 vanillestang
kartoffeljævning, af ca. 1 spsk kartoffelmel + vand
piskefløde
Du laver den røde grød sådan
Kog rabarberne i en gryde med sukker og vanillekorn og -stang, til de er bløde. Det tager ca. 5 minutter. Tilsæt dernæst jordbær og hindbær. Giv dem et kort opkog, men lad dem ikke koge helt ud. Lav en kartoffeljævning af kartoffelmel og vand og rør det i grøden.
Server grøden lun eller afkølet med fløde eller en lækker vanilleis.
Linn skriver
Siden jeg flyttede til Danmark for tre år siden, har alle dansker prøvet at få mig at sige “rødgrød med fløde” for at se om jeg virkelig kan snakke dansk – men det her er første gangen jeg faktisk må se hvordan rødgrød egentlig ser ud. Sjovt… Jeg forestillede mig noget lidt mere… ikke så lækkert. Men det ser jo vildt lækkert ud! 🙂
sanne skriver
Sikke dog en helt og aldeles fantastisk blog for en mad-elsker som mig. Tak for skøn inspiration og dejlige opskrifter. Vil følge dig fremover. ;o)
Daisies skriver
Tak for en laekker variation paa opskriften, glaeder mig til at proeve den. MvH Maria (mariasdaisies)
Anne au Chocolat skriver
Kære Linn!
Rødgrød med fløde er nemlig super lækkert og delikat – og ikke kun til for at drille udlændinge 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Sanne
Tak for en dejlig kommentar 🙂
Det glæder mig at høre.
Kh A
Anne au Chocolat skriver
Tak Maria! Jeg glæder mig til at høre hvad du synes!
Karina skriver
Du skriver “kog rabarber til de er bløde”… Skal det ikke koges i noget vand, og hvis det skal, hvor meget? :o)
Hilsen
Karina