Disse sandwich med fløjlsblød, forfriskende, sødmefuld og farvefin havtorn-is samt knasende sprøde og søde smørbagte mørdejsbunde med det perfekte snert af salt er HIMMELSKE. Intet mindre.
Det vrimler med fine, orange og meget syrlige (læs: sure) havtorn på træerne lige i nærheden af, hvor vi bor. Da jeg i sidste uge blev opfordret af en sød læser til at lave en havtorn-is, var der derfor ikke andet for end at gå i gang. De sure havtorn bliver så dejlige, når de kombineres med sukker – og også gerne vanilje;)
Som I ved, byder min mørdejsopskrift (næsten) altid på mere end nødvendigt, men det er altså rart at have lidt ekstra i fryseren til en anden god gang. Denne mørdej lå og ventede på at blive brugt i fryseren.
Jeg glæder mig allerede til at lave isen igen, og man kan jo sagtens spise den alene eller sammen med et lækkert stykke kage.
Ps. Hvis I er til drinks, så prøv at putte en håndfuld friske havtorn i jeres gin tonic sammen med frisk rosmarin. Jeg har lært det af min far – og nøj, det er både flot og smager godt!
Himmelske havtorn-is sandwich
4 sandwich
Havtorn-is:
200 g havtorn (friske eller fra frost)
125 g sukker
1/2 vaniljestang
Fintrevet skal af 1/2 øko citron
Saft af 1/4 citron
170 ml mælk
70 ml piskefløde
Mørdejsbunde:
140 g mel
40 g flormelis
1 knivspids salt
70 g smør, koldt
1 æggeblomme
Havtorn-is
Bring havtorn, sukker, vaniljekorn og -stang samt citronskal og -saft i kog i en gryde, og lad det simre i 2 minutter. Placer en si over en skål og hæld havtorn-blandingen i sien. Brug bagsiden af en ske til at trykke al havtornsaften. Vær grundig, for at få så meget saft med som muligt. Tilsæt mælk og fløde til havtornsaften. Stavblend til en ensartet masse og kør til is på ismaskinen. Fordel isen i en kvadratisk form (15 cm x 15 cm) beklædt med bagepapir, og stil den i fryseren i 4 timer.
Mørdejsbunde:
Kom mel, flormelis og salt i en røremaskine. Skær smør i tynde skiver, og kom det i røremaskinen. Rør indtil det ligner “revet parmesan”. Saml hurtigt dejen med æggeblommen. Dæk dejen til, og lad den hvile på køl i 30 minutter. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir til ca. 4 millimeters tykkelse, og udstik 8 cirkler à 5 cm. Bag bundende på en bageplade beklædt med bagepapir ved i 175 grader varmluft i ca. 10 min, til de er fint gyldne. Køl af på en bagerist og opbevar dem i en lufttæt dåse eller boks indtil brug.
Samling:
Tag isen ud af fryseren og brug en udstikker (5 cm) til at stikke isen ud. Saml is sandwich med mørdejsbundene og opbevar dem i fryseren til servering.
Kathy Loves skriver
Looks so delicious, yummy!!
Wish you a nice sunday, Kathy
Bettina skriver
Hejsa
Det må prøves, ser vildt lækker ud… jeg tænkte, hvis man ikke lige er beriget med
en ismakine, hvad er så proceduren??
Og så vil jeg lige sige at det er en super fed
hjemmeside du har, jeg har brugt mange
af dine opskrifter og de smager altid
fantastisk. ???
Og flotte billeder har du også…
er stor fan… ?
Knus Bettina
Anne au Chocolat skriver
Kære Bettina,
Tusind tak for din søde søde hilsen. Jeg er glad for, at du læser med 🙂
Denne is bliver bare bedst i ismaskinen. Ellers kan du prøve at fryse massen og så kom den en blender. Det har jeg set andre gøre!
KH Anne
Stine skriver
Hej Anne,
Hvor meget Havtornsaft ca får du ud af din indkogning, 1dl måske?
Det er blot fordi jeg har noget allerede lavet syltet havtorn som jeg kan bruge.
Tak for skøn sød inspiration.
🙂 Stine