Nu må sommeren snart være på vej! I sidste uge har disse syrligt søde og farvefine ispinde med brombær og skyr været vores sommerstemning herhjemme, mens varmen har ladet vente på sig.
De er super simple at lave og bliver ekstra flotte, hvis man laver dem i disse silikoneforme. Man kan snildt nyde dem, som de er. Og hvis man vil gøre lidt ekstra ud af det, kan man dyppe dem i smeltet chokolade og drysse med pistacier, kokos eller andet knas.
Brombærispinde med skyr
5 stk
190 g brombær, friske eller frosne
60 g sukker
300 g skyr
100 g smeltet mørk chokolade, gerne Guanaja 70% fra Valrhona
2 spsk pistacienødder, finthakket.
Bring brombær i kog med sukkeret i en gryde og lad det boble i et minuts tid. Tag gryden af varmen og lad det køle lidt af. Tilsæt skyr og stavblend det til en ensartet creme.
Kør cremen til is på ismaskinen. Fyld den færdigkørte brombæris i ispindeformene og stik små træpinde i. Sæt ispindene i fryseren natten over. Hæld den smeltede chokolade i et lille glas og dyp ispinde ned i chokoladen. Drys straks med pistacier og spis ispindene med det samme eller opbevar dem i en boks i fryseren.
Stinne skriver
De så lækre ud!! Ka man godt lave dem uden at have en ismaskine? 🙂
Mette Stender skriver
Hold op, de is ser godt nok ud som nogle der er lige til at sætte tænderne i. Og dejlig smæk på den pink farve. – De ville gå godt til en pigefødselsdag eller andet kvinderelateret. Vil prøve at give mig i kast med dette når varmen kommer tilbage..
Trine skriver
De ser jo for vildt lækre ud!
Jeg har også set din opskrift på hindbæris med karamel og knas på Cover.dk som min mund løber i vand over.
Problemet er bare, at jeg ikke har en ismaskine.. Jeg vil derfor høre, om man kan lave isene uden ismaskine ved at røre ca. hver halve time?
Anne au Chocolat skriver
Kære Stinne,
Jeg beklager sent svar. De skal nok helst laves med ismaskine 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Mette,
Tak for sød hilsen!
Anne au Chocolat skriver
Kære Trine,
Der kommer en ny opskrift i dag på ispinde, som kan laves uden ismaskine! 🙂