INDLÆGGET AF SPONSORERET AF DANSUKKER
Hjemmelavede florentinere er det ideelle indslag til eftermiddagshyggen på 2. søndag i advent , hvis I spørger mig.
De er karamelsøde, sprøde og let chewy og byder på mandler, pistacier samt julehyggelig kandiseret appelsinskal og ditto cocktailbær. Og så har de fået et gavmildt dyp i den mørke chokolade og et ekstra knasende grønt drys af pistacier. Normalt lægger man florentinere sammen med smørcreme, men jeg foretrækker en lettere og mere luftig flødeskum med fine vaniljeprikker og sødet med bagesukker.
I opskriften har jeg brugt lys sirup fra Dansukker, som i sig selv har en fin lys farve og en karamelagtig smag, som passer perfekt til florentinere. Derudover har jeg også brugt bagesukker i florentinerne, da det har en mere neutral sødme. Og så har de fået et nip salt, som er så vigtigt til lige at afbalancere sødmen. Som jeg fortalte i indlægget med den kanelkrydrede julemandelkage, er bagesukker finkornet sukker, som har en lang række geniale egenskaber netop pga. sukkerkornenes ultrafine størrelse. I denne florentineropskrift betyder det, at sukkerkornene opløses og smelter hurtigere sammen med de øvrige ingredienser i gryden. Men bagesukkerets gode egenskab kommer faktisk endnu tydeligere til udtryk i flødeskummet, som har fået vaniljesødme fra bagesukkeret og vaniljekorn. Selvom fløden piskes til en let flødeskum, forsvinder sukkerkornene helt undervejs i den nænsomme piskning, og flødeskummet får masser af fin volume. Det er altså genialt!
Ha’ en julesød fredag og weekend.
Her kommer opskriften:
Florentinere med chokolade og flødeskum
8 personer
Florentinere:
100 g lys sirup fra Dansukker
100 g bagesukker fra Dansukker
2 spsk piskefløde
200 g smør
80 g mandelflager
40 g usaltede pistacier, finthakket
50 g kandiseret appelsinskal
50 g cocktailbær, finthakket
1 nip salt
200 g god mørk chokolade, smeltet og tempereret
lidt ekstra finthakkede pistacier
Flødeskum:
2,5 dl piskefløde
40 g bagesukker fra Dansukker
1 vaniljestang
Forvarm ovnen til 180 grader varmluft. Varm lys sirup, bagesukker, piskefløde og smør op i en gryde under omrøring, til det når kogepunktet. Lad det boble i 2-3 minutter under fortsat omrøring til en gylden karamel. Tag gryden af varmen og rør mandelflager, pistacier, appelsinskal, cocktailbær og salt i. Fordel i 16 smurte linseforme/tærteforme (ca. 7 cm i diameter) med bunden beklædt med et lille stykke bagepapir. Bag i ovnen i ca. 10-12 minutter til de ”koger op” og er blevet gyldne. Køl kagerne helt af, inden de vendes ud af formene.
Dyp kagerne i mørk chokolade og drys gerne med lidt ekstra hakkede pistacier. Lad chokoladen størkne.
Pisk fløde, bagesukker og vaniljekorn til en let skum og kom i en sprøjtepose med en stor tyl. Læg florentinerne sammen to og to med flødeskum i midten.
Skriv et svar