I går formiddags bagte jeg den skønneste æblekage med kanel, alt imens græskarsuppen velduftende simrede på komfuret. Efterårslørdag.
Kagen smagte jeg første gang sidste lørdag hjemme hos Sarah Skarum, som udover at være en fremragende journalist også er fantastisk i et køkken. Hun havde sammen med sin kæreste inviteret en masse venner til en overdådig frokost, og jeg var så heldig at være en af dem:)
Frokostens søde indslag bestod af en lækker remoncefyldt, smøragtig, saftigt sprød kringle med sukker og mandler på toppen og så denne æblekage, som jeg faldt i svime over. Fyldig og saftig men svampet på den lette måde med en crunchy kant og den mest efterårsagtige smag af æbler og kanel.
Efter 3 stykker havde jeg spist mig mod til at spørge, om æblekagen måtte komme på bloggen. Det måtte den gerne. Så her får I opskriften. Skrevet og fortalt af Sarah selv:
Kagen hedder bare ‘den gode kage’ eller ‘den nemme kage’ i min familie. Den stammer fra et udklip, min mor en gang i løbet af 1970’erne har fundet i et dameblad og klippet ud, og alle mine søskende og min mor bager den ofte. Fordi den smager virkeligt godt, og fordi den er ekstremt nem at lave. Det tager længere tid at vaske op efter kagebageriet end at lave selve kagen.
Gør således:
200 gram blødt smør røres sammen med 250 gram sukker. Jeg bruger rørsukker, men almindeligt sukker er også fint. På dovne dage maser jeg det sammen med fingrene og rører lidt med en ske. Det giver godt nok min kokke-søster tics, hun sværger til piskeris, men mellem os – det kan man sagtens. Derefter røres tre hele æg i, et af gangen. I en anden skål (nødvendigt!), røres 150 gram mel og 1 tsk bagepulver sammen. Hæld i æggemassen og rør. Læg et stykke bagepapir i en springform, så det går godt op over siderne, hæld dejen i. Frugt ovenpå. Mindst 250 gram. Gerne mere. Æbler og kanel er dejligt, hvis æblerne er meget sure, så også lidt sukker. Rabarber også lækkert. Alle slags bær. En pose frosne er også godt.
Serveres lun eller kold, evt. med klat flødeskum. Eller med hjemmelavet vanilleis, hvis det skal være meget festligt på dessertmåden.
Den skal bage i en times tid, mærk med strikkepind, ved 190 grader.
(red: jeg bagte kagen i en form på 22 cm i diameter, proppede to 2 æbler i både vendt i 2 spsk sukker og 2 tsk kanel i kagen, og efter bagningen dryssede jeg kagen med flormelis;))



