Den klassiske æblekanelkage her i mazarinklæder. Kombinationen af æble og kanel er en af mine favoritter – særligt når man bruger nogle af vores mange søde og aromatiske danske efterårsæbler. Herhjemme hitter Ingrid Marie og Discovery stort.
Denne æblekanelkage variant må meget gerne nydes lun med en skefuld creme fraiche til men udmærker sig som alle mazarinkager ved at holde sig frisk og saftig i adskillige dage. Opbevar den på køl hvis den ikke spises samme dag.
En efterårskærlighedserklæring af en kage ♥
Æblekanel mazarin
10-12 personer
Kagedej:
200 g marcipan, revet
200 g sukker
200 g smør, blødt
4 æg
100 g mel
Æblefyld:
3 æbler, skåret i tynde skiver (250 g æble)
25 g sukker
2 tsk kanel
Bageform:
Springform 24 cm (reklamelink)
Forvarm ovnen til 175 grader varmluft. Pisk marcipan og sukker godt sammen i en skål og tilsæt smør under stadig piskning. Pisk æg i et ad gangen. Vend tilsidst mel i. Hæld dejen i en smurt springform (ca. 24 cm i diameter) beklædt med bagepapir. Lav æblefyldet ved at blande skiverne af æble sammen med sukker og kanel i en skål og tryk dem derefter ned i dejen. Bag kagen i ovnen i ca. 45-50 minutter. Kontroller om den er færdigbagt med en strikkepind. Køl kagen af og vend den derefter ud af formen.
