Med hjælp fra gode venner forsvandt sidste indlægs cookies som dug for solen. Aller oftest glæder det mig, når mit bagværk i løbet af ingen tid fordufter. Det er jo som regel en lille fin og ret god indikator på, at mine søde sager har en vis popularitet i min omgangskreds. Til gengæld forsvinder de søde sager nogle gange så hurtigt, at jeg ikke selv når at smage anden gang. Det er nu egentlig også ok. Især når man lige kan lave en ny portion cookies, som jeg har gjort her. Så må jeg bare sørge for, at disse ikke forsvinder ud i den blå luft.
De nye cookies tager udgangspunkt i samme improviserede opskrift fra den første portion, men der er en række ændringer. Jeg har brugt kandiseret ingefær i stedet for tranebær, tilføjet havregryn, og denne gang udgør både brun farin og sukker den søde bestanddel.
Den kandiserede ingefær giver de små cookies et stærkt, varmt præg og tilfører samtidig en lidt sej konsistens – et twist jeg elsker i cookies (lige som tranebærrene/rosiner/andre tørrede frugter gør). Det er første gang, jeg bager med kandiseret ingefær. Ingefærens raison d’être i disse cookies foregik lidt à la sådan her i mit hoved “hvis man kan putte chili i chokolade, kan man også putte kandiseret ingefær i cookies“. Og det blev ret vellykket, hvis jeg selv skal sige det.
Jeg valgte at tilføje havregryn, da jeg er vild med smagen af ristet havre. Jeg har brugt de grove af slagsen, da det er dem, jeg spiser til morgenmad.
Derudover valgte jeg at halvere mængden af brun farin i forhold til sidste gang og i stedet spæde op med almindelig sukker. Den brune farin dominerede lidt for meget i min mund i de første cookies (stakkels lille Bitter Lactée).
100 g smør, blødt
75 g brun farin
75 g sukker
1 æg
125 g mel
75 g havregryn
1/2 tsk bagepulver
1/3 tsk salt
100 g kandiseret ingefær, hakket
200 g lys chokolade (Bitter Lactée fra Valrhona), grofthakket
Rør smør, brun farin og sukker godt sammen indtil en cremet og let luftig konsistens. Tilsæt ægget. Rør derefter mel, havregryn, bagepulver og salt i. Slut af med at vende chokolade og ingefær i. Form til kugler, læg dem på en bageplade med bagepapir med god afstand imellem, tryk dem let flade. Bag i 10-12 minutter ved 180 grader varmluft.
Jeg fik 16 mellemstore cookies ud af denne portion.
Maiken skriver
Hej Anne,
mumme! Elsker ingefærslik så synes det lyder som en brandgod idé. Bruger også altid havregryn i cookies, så har helt cravings nu 🙂
Mvh Maiken
Cafezinho skriver
Wow, Anne! Det ser super lækkert ud, jeg synes altid Cookies med havregryn bliver gode…
Tanken omkring Cookies med ingefær lyder utrolig lækkert:)
Forsat god weekend
Anne au Chocolat skriver
Kære Maiken
Jeg synes, du skal prøve min opskrift så. Det er klart noget af det lækreste, jeg længe har fundet på 🙂
Alt godt,
Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Rune
Tak for en dejlig kommentar!
God weekend lige over 😉
Benedikte Capion skriver
Mmm, ingefær, havregryn og chokolade. Mine tænder løber allerede i vand 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Benedikte
Tak for en dejlig kommentar 🙂
italiensk restaurant københavn skriver
Spændende opskrift – skal helt sikkert prøves 🙂
Rikke skriver
Hej Anne!
Det er godt nok en fantastisk blog du har. Så mange lækre opskrifer..
Det er altid spændende at tage et kig forbi din blog.
Jeg er selv ved at starte min egen madblog. Mangler bare et godt kamera 🙂
Anne au Chocolat skriver
@italiensk restaurant københavn – ja, den er god 🙂
Anne au Chocolat skriver
Hej Rikke
Tak for en dejlig kommentar 🙂
Se at komme i gang med at blogge!
Alt godt
Anne
Marina Bay Dueholm skriver
Så har vi rullet og rullet og nu venter Elias (min søn) og jeg spændt på at de kommer ud af ovnen 😉 Måtte dog improvisere lidt, da jeg alligevel ikke havde alm. mel. Så der er kommet fuldkornsdurum i og kandiseret ingefær i skiver med sukker… men mon ikke det går 😉
Ha’ en skøn dag