Saftig, sødmefuld mazarinkage proppet med saltede pistacienødder, som passer helt genialt godt til den silkebløde og citronsyrlige hvide chokolade ganache på toppen. En ret perfekt påskekage, hvis I spørger mig. Særligt efter den blev pyntet med de lækre (og påskeæg-nuttede) chokolademandler fra Summerbird.
Jeg håber, at I nyder søndagssolen! Vi har været i skoven det meste af eftermiddagen. Så dejligt ♥
Pistaciemazarin med hvid chokolade citron ganache
8-10 personer
Pistaciemazarin:
150 g marcipan
150 g sukker
100 g blødt smør
3 æg
100 g saltede pistacienødder, helt fint blendet
50 g mel
Fintrevet skal af 1 øko citron
Hvid chokolade citron ganache:
150 g hvid chokolade, gerne Ivoire 35% fra Valrhona (reklamelink)
50 g piskefløde
25 g citronsaft
Pynt:
Lidt ekstra hakkede pistacier
Krystalliseret hvid chokolade
Påskeæg
Bageform:
Springform 20 cm (reklamelink)
Pistaciemazarin:
Forvarm ovnen til 180 grader varmluft. Pisk marcipan og sukker godt sammen i en skål, og tilsæt smør under stadig piskning. Pisk æggene i et ad gangen. Vend derefter de fintblendede saltede pistacier, mel og citronskal i. Hæld dejen i en smurt springform (20 cm i diameter) beklædt med bagepapir. Bag kagen i ovnen i ca. 35 minutter. Kontroller om den er færdigbagt med en strikkepind. Køl kagen af og vend den derefter ud af formen.
Hvid chokolade citron ganache:
Hak den hvide chokolade ultrafint, og kom den i en skål. Varm fløden og citronsaft op til kogepunktet og hæld det over den hvide chokolade. Lad det stå i 2 minutter, og rør derefter i cirkulære bevægelser fra midten med en dejskraber, indtil ganachen er homogen. Stil den på køl i 15-30 minutter, til den har sat sig lidt og kan fordeles på kagen.
Pynt med lidt ekstra hakkede pistacier, valgfrie påskeæg (jeg har brugt Summerbird chokolademandler) og lidt krystalliseret hvid chokolade.
Venterpaavinblog skriver
Altså, hvor ser den dog god ud!
Pistacie er simpelthen så lækkert😍.
Vi skal have citronfromage – jeg linkede på bloggen i foregårs til den version jeg medbragte forrige år, men i år er det min mors tjans – så må vi se, hvad for en slags, hun hitter på🤩
– A
Anne au Chocolat skriver
Kære A,
Citronfromage er også en rigtig påskesag <3
Sofie skriver
Den ser virkelig lækker ud!
Vil man kunne bage dobbeltportion og lægge to kager sammen med ganache imellem og ganache på toppen? Skal nemlig lave en kage til en del mennesker 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Sofie,
Det tror jeg sagtens, man kan gøre 🙂
Annette skriver
Kan jeg erstatte hvedemelet, med noget der glutenfrit?
Camilla skriver
Hakker eller river du marcipanen?
Anne au Chocolat skriver
Begge dele kan gøres, så længe marcipanen bliver blandet godt 🙂
Anne au Chocolat skriver
Ja det tænker jeg sagtens, du kan!
Johanna Bergman-Jensen skriver
Kan man godt bage den dagen inden eller bliver den kedelig så?
Anne au Chocolat skriver
Kære Johanna,
Det kan du sagtens:)
Kh Anne