Min mand havde fødselsdag forleden, og denne forårsfine og aromatiske mandelkage med forfriskende, silkeblød og syrligt sød hindbærmousse stod på menuen til dessert. Solen strålede hele dagen, og Kaj forstod ikke helt, hvorfor det var far, som skulle have gaverne ♥
Ha’ en dejlig fredag!
Mandelkage med hindbærmousse
8-10 personer
Mandelbund:
90 g mandler
40 g digestive kiks
75 g sukker
2 æggehvider
1/2 vaniljestang
1/2 tsk bagepulver
1 nip salt
30 g smør, smeltet og afkølet
Hindbærmousse:
225 g hindbær, friske eller frosne
80 g sukker
2 blade husblas
2,5 dl piskefløde
Pynt:
ekstra hindbær
spiselige blomster
chokoladeperler (reklamelink)
pistaciernødder
Mandelbund:
Rist mandlerne i ovnen ved 175 grader varmluft i ca. 10 minutter. Køl dem af og blend dem til mandelmel i en minihakker. Hæld mandelmelet i en skål. Kom digestive kiks i minihakkeren og blend dem helt fint. Tilsæt dem til mandelmelet i skålen. Rør derefter sukker, vaniljekorn, bagepulver og salt i. Vend æggehvider i og tilsidst det smeltede smør. Hæld dejen i en smurt springform (20 cm) beklædt med bagepapir og bag i 25 minutter ved 175 grader varmluft til den er fin gylden. Køl helt af.
Hindbærmousse:
Kom hindbær og sukker i en gryde og bring i kog. Lad hindbærrene småsimre i 5 minutter. Udblød i mellemtiden husblas i koldt vand. Hæld hindbærrene i en sigte over en skål og si saften fra. Vrid husblas fri for vand, og rør den straks ud i den varme hindbærsaft. Lad saften køle af til håndvarm. Pisk i mellemtiden fløden til en let flødeskum. Vend forsigtigt flødeskum i saften ad 3 omgange. Stil moussen på køl i en times tid, til den har sat sig lidt og fordel den derefter på hindbærrene og mandelbunden. Stil på køl i 3 timer inden den skal nydes. Pynt kagen umiddelbart inden servering.
Annie skriver
Hvor er den fin! Kan moussen også laves hvis det er en pose (ægte) blåbær man har i fryseren tror du?
Diana skriver
Skal de bær som man har sigtet smøres ud på bunden inden moussen kommer på?
Jeg glæder mig til at teste den, den ser så fin ud og lyder alt for lækker. 🙂 Ha en god aften
Anne au Chocolat skriver
Kære Annie,
Tak! ja det er jeg sikker på 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Diana,
Ja lige præcis 🙂 God fornøjelse!Kh Anne
Amanda skriver
Skal Æggehviderne piskes?
Anne au Chocolat skriver
Kære Amanda,
Nej de skal bare røres i!
Carina skriver
Tror du det er muligt at udskifte kiksene med markroner? Jeg kan ikke tåle gluten og de glutenfrie digestive kiks smager mærkeligt.
Tak for alle dine fantastiske opskrifter som somregel er nemme at omsætte til en glutenfri version 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Carina,
Ja det tænker jeg godt, at man kan 🙂
Det vil jeg glæde mig til at høre om!
Tak fordi du følger mig!
Kh Anne
Karen skriver
Tak for god opskrift, Anne!
Jeg bagte kagen og den var saftsus’me lækker 🙂
Kh
Anne au Chocolat skriver
Kære Karen,
Så dejligt at høre 🙂
Kh Anne
Jasmin Sahin skriver
Hej Anne,
Kan man lave hindbærmoussen uden husblas?
Mvh.
Jasmin
Anne au Chocolat skriver
Kære Jasmin,
Jeg tror desværre ikke, at man kan det nej.
Marianne skriver
Kan man bruge bunden til en talkage eller er den for svær at skære i? 😃
Anne au Chocolat skriver
Kære Marianne,
Virkelig lækker idé 🙂 Jeg tror dog lige præcis, at denne kage her er lidt for svær at skære i.
Kh Anne
Silvia skriver
Hej Anne,
Kan man lægge kagen sammen dagen før, den skal serveres, eller skal jeg stile efter de 3 timer, som du skriver?
De bedste hilsner
Silvia
Anne au Chocolat skriver
Kære Silvia,
Helst bare tre timer før hvis muligt – men ellers kan du lave denne: https://anneauchocolat.dk/kager/chokoladekage-med-hindbaermousse-og-cremeux/ (evt uden cremeux) – den kan du sagtens lave dagen før 🙂