Klik her for at købe E-Bogen – Glutenfri & Sukkerfri     -     eBook: Gluten-free & Sugar-free - Buy here
  • Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar

Anne au Chocolat

Madkærlighed en masse

  • Hjem
  • Opskrifter
  • Om mig
  • E-Bogen – Glutenfri & Sukkerfri
  • The eBook: Gluten Free & Sugar Free

Hjemmelavede medaljer

23. april 2017 af Anne au Chocolat


Smørbagte sprøde mørdejsbunde, syrligt sødt hindbærfyld, vaniljeprikket kagecreme og flødeskum. Når man lægger alle disse dejlige sager sammen, får man den klassiske flødekage: Medaljen.

Jeg forkælede min mand og hans søde mormor Jytte med medaljer til eftermiddagskaffen i går. Vi var alle tre ret så begejstrede for medaljerne og deres friskhed, og jeg elsker generelt bare kager med friskpisket flødeskum <3

Vent gerne med at samle medaljerne, til de skal serveres, så de er helt friske og samtidig bevarer mest af mørdejsbundenes sprødhed. Men de kan også godt tåle at stå et par timer på køl inden servering.

Lav i øvrigt hellere end gerne marengs af de to æggehvider, som opskriften lader til overs.

Hjemmelavede medaljer
5 stk

Mørdejsbunde:
140 g mel
40 g flormelis
1 knivspids salt
70 g smør, koldt
1 æggeblomme

Hindbærfyld:
75 g hindbær, friske eller frosne
30 g sukker

Kagecreme:
90 ml sødmælk
Korn af 1/3 vaniljestang
7 g maizena
25 g sukker
1 æggeblomme

Fyld og pynt:
1,5 dl piskefløde
Flormelis til glasur
Friske hindbær
Usaltede pistacier
Evt. lidt tørrede rosenblade

Mørdejsbunde:
Kom mel, flormelis og salt i en røremaskine. Skær smør i tynde skiver og kom det i røremaskinen. Rør indtil det ligner “revet parmesan”. Saml hurtigt dejen med æggeblommen. Dæk dejen til, og lad den hvile på køl i 30 minutter. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir til 5 millimeters tykkelse og udstik 10 cirkler à 6 cm. Bag bundende på en bageplade beklædt med bagepapir ved i 170 grader varmluft i ca. 10 min, til de er fint gyldne. Køl dem af på en bagerist og opbevar dem i en lufttæt dåse eller boks indtil brug. De kan sagtens laves dagen før, de skal bruges til medaljerne.

Hindbærfyld:
Bring hindbær og sukker i kog i en gryde, og lad det simre i 2-3 minutter. Hæld hindbærrene i en skål til afkøling.

Kagecreme:
Varm mælken op til kogepunktet sammen med halvdelen af sukkeret og vaniljestang tømt for korn. Pisk æggeblommer godt sammen med resten af sukkeret, vaniljekorn og den sigtede maizena. Hæld mælken over i æggemassen og pisk godt. Hæld cremen tilbage i gryden, og kog det godt sammen under kraftig piskning, til cremen tykner. Hæld cremen over i en skål, og køl den af. Dæk skålen med film, og opbevar den på køl i et par timer, inden den fyldes i medaljerne.

Samling af medaljerne:
Rør flormelis til en tyk glasur sammen med lidt vand. Pynt halvdelen af bundene med glasuren. Pisk fløden stiv (jeg piskede den en anelse for blød) og kom flødeskum i en sprøjtepose med tylle. Pynt den anden halvdel af bundene med en krans af flødeskum. Og kom en lille top af flødeskum på hver mørdejsbund med glasur. Kom en skefuld hindbærfyld i midten af flødeskumskransene, og top med en god skefuld kagecreme. Læg mørdejslåget på og sæt et hindbær på toppen samt et drys med finthakkede pistacier. Server gerne straks eller opbevar evt. et par timer på køl inden servering.

 

Skrevet i: Kager

Previous Post: « Fragilité med kaffe og nougat
Next Post: Kartoffelkage – vandbakkelse med vaniljecreme og marcipanlåg »

Primær Sidebar

Velkommen til mit univers, som byder på simple skønne kager, vidunderlige chokoladesager og lykkebringende lækkerier med fokus på de bedste råvarer og livsnydelse i lange baner.

I januar 2025 gik jeg over til en glutenfri livsstil, og det kommer også til at afspejle sig i fremtidige opskrifter her på siden. Alle de gamle opskrifter forbliver her selvfølgelig. Og jeg er stadig altid på jagt efter den gode smag.

Kærlig hilsen Anne au Chocolat

E-bogen Glutenfri & Sukkerfri – køb her

The E-book Gluten-free & Sugar-free

Search

Copyright © 2025 · Anne au Chocolat · Ophavsret · Sitemap