Denne kage byder på brownie og blondie i den fineste forening. Det er kræs på chokoladeelskere med søde tænder, og mælkechokolade toppingen er prikken over i’et. Jeg lavede den forleden sammen med Caroline, som er i praktik hos mig i denne uge. Hun agerede også håndmodel på billederne, så der pludselig var lidt ‘action’ med på bloggen 🙂
Her får I opskriften:
Marmoreret brownie med mørk og hvid chokolade
8-10 personer
Brownie og blondie:
200 g smør
100 g god mørk chokolade, gerne Guanaja 70% fra Valrhona (reklamelink)
100 g god hvid chokolade, gerne Ivoire 35% fra Valrhona (reklamelink)
125 g mel
3 æg
265 g sukker
1/3 tsk salt
Topping:
80 g mælkechokolade, gerne Jivara 40% fra Valrhona (reklamelink)
15 g smør
Evt. friske ribs til pynt
Bageform:
Springform 20 cm (reklamelink)
Brownie og blondie:
Forvarm ovnen til 180 grader varmluft. Smelt 100 g smør i en gryde og 100 g smør i en anden gryde, sluk for varmen og kom straks den hakkede mørke chokolade i den ene gryde og den hakkede hvide chokolade i den anden gryde og lad dem smelte sammen med smørret. Køl lidt af. Pisk mel, æg, sukker og salt til luftig konsistens i en skål. Hæld halvdelen af dejen over i en anden skål. Tilsæt langsomt blandingen af smeltet mørk chokolade og smør i den ene skål og rør godt undervejs. Tilsæt dernæst langsomt blandingen af smeltet hvid chokolade og smør i den anden skål og rør godt undervejs. Hæld først den mørke browniedej i en rund springform (20 cm) beklædt med bagepapir og dernæst den hvide blondiedej oveni. Vend lidt rundt i kagedejen med en strikkepind, så kagen marmoreres. (el. hæld de to portioner dej skiftevis ned i springformen og kør rundt med en strikkepind for endnu mere marmorering.) Bag brownien i ca. 35 minutter. Husk at en brownie helst skal bages dagen før, så den har tid til at sætte sig og få den helt rigtige konsistens. Opbevar den på køl indtil servering.
Topping:
Smelt mælkechokoladen over vandbad eller i mikrobølgeovnen ved lav effekt (rør undervejs). Tilsæt smør og rør rundt, så det smelter med chokoladen. Fordel straks på brownien og pynt med ribs.
Tine skriver
Hej, lige et spørgsmål.
Det driller mig altid når jeg laver kager generelt, at der skal bagepapir rundt i formen, da mine kager bliver super skæve og hakkede i kanten hele vejen rundt, pga bagepapir. Hvordan får du sådan en lige kant, når bagepapiret bukker når den skal op af kanterne? 🙂
Bettina Willadsen skriver
Åh den lyder bare fantastisk.. den skal helt sikkert prøves meget snart…
tror du at dulchey fra valrhona ville kunne fungere??
Eller vil den blive for sød mht karamelsmagen…
du har forresten en super skøn blog… bruger en del af dine opskrifter, og de er bare super lækre… ???
Anne au Chocolat skriver
Kære Tine,
Det kan også drille en del. Jeg beklæder bunden af springformen med bagepapir, og så smører jeg siderne med smør og skærer et par lange strimler bagepapir, som passer til at beklæde siderne med. Når siderne er smurt, lægger papiret sig fint og glat hele vejen rundt – og kagen bliver lige i kanten. Gav det mening? 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Bettina,
Det synes jeg bestemt, at du skal prøve. Det lyder karamellækkert og meget skønt <3
Tine skriver
Fedt, det prøver jeg næste gang! 🙂
Karin Petersen skriver
Hej Anne.
Tak for de skønne opskrifter. Jeg har et spørgsmål Jeg bruger ofte amarena kirsebær i kager, men hvad kan jeg bruge den dejlige saft til?
VH
Karin
Anne au Chocolat skriver
Kære Karin,
Selv tak! Denne skal du lave: https://anneauchocolat.dk/kager/kirsebaermousse-kage-med-hvid-chokolade-ganache-og-hasselnoedder/
Kh Anne
Christina skriver
Hej Anne, tror du kagen kan fryses?
Tak for en masse fantastiske opskrifter!
Mvh. Christina
Anne au Chocolat skriver
Kære Christina,
Det kan den sagtens 🙂
Tak fordi du følger med!
Kh Anne
Trine skriver
Hej Anne,
Tak for nogle fantastiske opskrifter.
Mit næste projekt bliver denne her brownie ?.
Jeg kan dog simpelhen ikke opdrive ribs nogle steder. Har du en ide om hvor jeg kan finde dem?
Mvh Trine
Sanaz skriver
Hej Anne. Jeg har flere gange lavet din brownie og den smager himmelsk. Jeg skal til at lave den til en fødselsdag, næste weekend. Den skal trække til 20 mennesker. Hvor stor en form skal jeg så bruge? Kh Sanaz
Anne au Chocolat skriver
Kære Sanaz,
TAK! Jeg ville gange den med to og bage i en helt bradepande/dyb bageplade 🙂
Kh Anne