Denne passionskage er for vild! Den smager fantastisk af passionsfrugt uden, at der er frisk passionsfrugt i. Det forekommer måske lidt mystisk, men hemmeligheden bag den forfriskende aromatiske smag af passionsfrugt er Valrhonas nye kreation INSPIRATION PASSION, hvori de innovativt er lykkedes med at erstatte kakaopulveret med pulveriseret passionsfrugt saft, som resulterer i en slags passionsfrugt chokolade, som kan smeltes, tempereres og bruges i opskrifter, som var det en almindelig chokolade. Bare med en intens frugtig smag af passionfrugt. Vildt smart og vanvittigt velsmagende! Jeg har brugt INSPIRATION PASSION i både den konfektagtige mandelbund og i den silkebløde mousse, som har fået selskab af fine vaniljeprikker og lidt citronskal. I midten er en smeltende-på-tungen lækker ganache lavet på Azélia 35% fra Valrhona, som er deres mælkechokolade med hasselnød. En anden god mælkechokolade ville også sagtens kunne bruges, selvom jeg synes, at passionsfrugt og hasselnød er et smagsgodt makkerpar.
Passionskage
10 personer
Passionskagebund:
100 g mandler
100 g smør
100 g Inspiration Passion (reklamelink)
2 æg
80 g sukker
1 nip salt
Azélia ganache:
100 g Azélia 35% fra Valrhona (reklamelink)
10 g glukose sirup
50 ml piskefløde
Inspiration Passion mousse
150 g Inspiration Passion (reklamelink)
300 ml piskefløde
1/2 polynesisk vaniljestang
Fintrevet skal af 1/2 øko citron
Pynt:
Dulcey perler
Rød skovsyre
Evt. lidt crumbleknas
Bageform:
Springform 20 cm (reklamelink)
Passionskagebund:
Forvarm ovnen til 175 grader varmluft. Blend mandlerne helt fint i en minihakker eller blender (mandelmel kan også bruges). Smelt smør i en gryde. Finthak Inspiration Passion chokoladen. Tag gryden af varmen, og tilsæt den hakkede chokolade. Rør godt rundt, så chokoladen smelter helt sammen med smørret. Køl chokoladeblandingen af. Pisk æg, sukker og salt til let og luftig konsistens i en skål. Tilsæt blandingen af chokolade og smør til den luftige æggeblanding lidt ad gangen under omrøring. Vend de blendede mandler i. Hæld dejen i en rund springform (20 cm i diameter) beklædt med bagepapir, og bag kagen i ovnen i ca. 25-30 minutter. Køl kagen helt af.
Azélia ganache:
Hak Azélia chokoladen meget fint, og kom den i en skål. Varm glukosesirup og fløden op til kogepunktet i en gryde, og hæld det over chokoladen. Lad det stå i 2 minutter, og rør da godt rundt i cirkelbevægelser fra midten til, al chokoladen er smeltet ensartet sammen med flødemassen. Hæld ganachen over kagebunden (kom hellere end gerne kageplast rundt i kanten af springformen, inden du fordeler ganachen på bunden). Stil kagen i køleskabet, mens du forbereder moussen.
Inspiration Passion mousse:
Hak Inspiration Passion chokoladen ultrafint, og kom den i en skål. Varm 100 ml piskefløde, vaniljekorn og fintrevet citronskal op til kogepunktet i en gryde og hæld fløden over den finthakkede chokolade. Lad det stå i 2 minutter, og rør da godt rundt, indtil chokoladen er smeltet sammen med fløden. Pisk den resterende fløde til en let skum og vend først 1/3 af flødeskummet i chokoladecremen og derned forsigtigt det resterende flødeskum uden at slå for meget luft ud. Fordel moussen oven på ganachen. Hvis du bruger kageplast, skal kagen en tur i fryseren natten over for det fineste resultat. Ellers kan kagen blot stilles i køleskabet til næste dag.
Inden servering:
Tag kagen ud af springformen, fjern kageplast og placer kagen på et serveringsfad. Stil kagen på køl, og lad kagen tø langsomt op i 3-4 timer. Inden servering pynt med Dulcey perler, crumble og rød skovsyre. Nyd kagen direkte fra køl.
Winni skriver
Lyder rigtig lækkert ?
Hvor køber du INSPIRATION PASSION?
Cristina skriver
Hi, Anne!!
This recipe is an inspiration but google translator can only go so far. Is it possible for you to translate this into English?
Thanks!
Anne au Chocolat skriver
Kære Winni,
Tak skal du have! Jeg har lige været på pinseferie i sommerhuset uden computer, derfor det sene svar. Du burde kunne købe det hos Salling (også i deres webshop), og ellers hos specialkøbmanden 🙂
Michael Madsen skriver
Hvilken størrelse form bruger du i denne opskrift ?
Anne au Chocolat skriver
Kære Michael,
Jeg beklager det sene svar. Det står i opskriften allerede 🙂
Signe skriver
Hej Anne,
Har du gode erfaringer med, at kager af denne type kan fryses over længere tid, hvis den laves nogle uger før den skal bruges f.eks.?
– Signe
Anne au Chocolat skriver
Kære Signe,
Det kan du sagtens ja 🙂
Amalie skriver
Hej Anne,
Ville man kunne bruge en springform på 24 cm, hvis man laver dobbeltportion ?
Mvh Amalie
Amanda skriver
Hej! Jeg vil super gerne lave denne kage, men har du et trick til, hvordan jeg kan få passionsfrugtsmag ind i den nu når jeg ikke kan komme i nærheden af inspiration passion chokoladen? Passionsfrugtsaft i moussen? Noget, der i så fald skulle justeres?
Tak!!!