At kunne lave æblegrød af modne æbler fra haven er et af de klare tegn på efterårets komme. Det har jeg lavet i dag! Min æblegrød er med masser af vanille og citron og – tro det eller ej – knapt så meget sukker. Grøden er i sig selv en lækker morgenmad – evt toppet mælk eller græsk yoghurt. Men hvis den skal bruges til dessert, skal der kaldes på piskefløden.
Man kan også bruge æblegrød til at lave æbleflødeis ved at blande den med en crème anglaise (base til vanilleis) og fryse den på en ismaskine (eller blande den med en parfaitbase og fryse den i en skål i fryseren, hvor man rører jævntligt i cremen). Endvidere kan man lægge grøden i et ildfast fad og putte en crème frangipane (fransk mandelcreme) over, som så skal bages i ovnen ved 180 grader, indtil cremen er sprød og flot gylden. Hertil kan (læs: skal!) man servere vanilleis, crème fraiche eller piskefløde.
Det korte og det lange er, at et hav af dessert- og bagekombinationer er mulige, når man har lavet æblegrød!
Opskriften er:
700 g æbler, skrællet og skåret i mindre stykker
saft af 1/2 citron
1/2 dl vand
1/2 vanillestang
50 g sukker
Kom æblerne i en gryde og kog sammen med citron, vand, sukker og vanillestangen – skrab kornene fri – til en lækker grød!
