I midten af oktober blev jeg inviteret til åbningen af Hotel Chocolats nye butik i hjertet af København i Østergade 13. Det var et storslået arrangement med masser af smagsprøver, kakao-espressoer, kakaobønner en masse og en glædelig stemning. Præcis den stemning, der er altid forekommer, når folk smager på chokolade. Butikken har udover et bredt udvalg af chokolader en Roast+Conch Bar, hvor man kan se kakaobønnerne blive ristet og derefter concheret, som er den proces, hvor chokoladen opvarmes og valses i en stor tromle, indtil konsistensen er rigtig, og den lækre smag er færdigudviklet.
Vi fik en kæmpe goodiebag med hjem, og derudover fik jeg lov til at gafle en af deres 100% pure plader, som jeg havde fået et lille chokoladet crush på efter en snak og smagning sammen med Mikkel Storm, som bestyrer Hotel Chocolat i Danmark. Hele kakaobønner kom også med hjem, og jeg knuste en af dem over min morgengrød dagen efter. Et kæmpe hit.
I aften deltager jeg i lanceringen af Hotel Chocolats Supper Club – en pop-up middags oplevelse, som finder sted i butikken den næste tid. Jeg ved ikke så meget, andet end at jeg glæder mig. Vi skal spise en fireretters menu kreeret af den engelske kok Jon Bentham og gennemgående tema er sjovt nok kakaobønnerne fra Hotel Chocolats plantage i Caribien.
Har I været forbi Hotel Chocolat?


