Der sker i disse dage en familieforøgelse på Meyers-fronten i den appetitlige underetage af Magasin Kgs. Nytorv. Meyers Deli får nemlig fra på tirsdag selskab af Meyers Bageri samt væsentligt flere siddepladser.
I kan tro, at jeg ser frem til nu også at kunne købe de samme lækre og saftigt sprøde stykker bagværk og brød som i Jægersborggade og Store Kongensgade, når jeg er inde i byen. Og endvidere – dette glæder jeg mig ustyrligt meget til – åbner kageshoppen Creme de la Creme i Meyers Bageri inden længe.
Kageshoppen Creme de la Creme er frugten af et samarbejde mellem de to kagepassionerede mænd Claus Meyer og Morten Heiberg, som kender hinanden fra tiden i Chokolade Compagniet i 90erne. De bærer begge på en kæmpe kagekærlighed, og den har været den søde tråd i deres venskab – også mens Heiberg har leget dessertcirkus i Japan.
Claus og Morten har sammen udviklet det sortiment af seks forførende og nuancerede kager, som danner det søde fundament i Creme de la Creme, og som uden tvivl kommer til at vække begejstring hos jer. Kagerne er kreeret med kæmpe kærlighed samt de bedste råvarer og byder hver især på en cremethed, saftighed og sprødhed uden sidestykke.
Det ved jeg, fordi jeg var så heldig at være med til prøvesmagningen på kagerne hjemme hos Claus for ikke så længe siden. Det var en sand fornøjelse og utroligt inspirerende at være i rum med de to herrer med sød passion op til begge kageører og høre dem ping-ponge frem og tilbage omkring smag, konsistenser og kagernes visuelle udtryk.
Og kagerne smagte som en drøm! Det kribler i mig for at fortælle jer mere. I dag kan I høre om to af dem..
Augusta hedder den fine kirsebær cheesecake, I ser på øverste billede. Udover at have et sødt navn, er den uden tvivl en af de mest velsmagende cheesecakes, jeg har smagt længe. Den består af en krydret mandelbund med en fræk og sej konsistens, syrligt søde syltede stevnskirsebær og en blød og cremet ostecreme toppet af med sprøde stykker af crumble.
Samuel er navnet på den nederste kage, som jeg har lyst til også at kalde “en ode til Guanaja“. Den består nemlig af den klassiske grand cru chokolade Guanaja fra Valrhona i adskillige former. En lækker saftig Guanaja biscuitbund, mørk og cremet Guanaja mousse og i midten en elegant Guanaja cremeux, samt knasende sprød chokoladecrunch.
Louises lakridser skriver
Kære Anne,
nu kom Valhrona lige op igen, så jeg har en forespørgsel. Kunne du ikke tænke dig en dag at lave et indlæg over dine valhrona favoritter? Jeg er til stadighed fortabt i, hvad der er godt til hvad. Kh Louise
Anne au Chocolat skriver
Kære Louise
Det kan du tro, at jeg gerne vil lave. Det er en super idé!
God weekend 🙂
Kh Anne
Mette skriver
Uhmmmmm – sikken en dejlig sød hemmelighed, du har gået rundt med.
Det lyder vidunderligt, at kageudvalget bliver udvidet og jeg glæder mig meget til at smage!!
Louise skriver
Fantastisk nyhed at høre om mine tre absolut yndlingsdessertmageres samarbejde! Det kan der kun komme noget godt ud af. Glæder mig til at besøge det lille paradis i Magasins kælder 🙂
Benedikte Capion skriver
Sikke en lækker nyhed 🙂
Piskeriset skriver
Anne! Det der er jo tarveligt – nu sidder jeg og fantaserer om de lækre kager! Godt jeg har et lille stykke Valrhona liggende på mit skrivebord, som jeg vil gnaske lige om lidt. Du siger bare til, hvis du skal have selskab, når du skal forbi de nye kagepushere 😉
Anne au Chocolat skriver
Kære Mette
Jeg glæder mig også meget til at smage dem igen – og ikke mindst Augusta 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Louise
Tak for søde ord! Du kan godt glæde dig ja 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Benedikte
Ja, det bliver skønt! 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Piske
TIL! 🙂
Piskeriset skriver
Torsdag kl. 16? 🙂
Ida skriver
Hej Anne,
Mmm, det ser vildt lækkert ud! Ved du hvornår de åbner Creme de la Creme? 🙂
Mvh Ida
lulu kaalund skriver
ÅHHHH LOOOORD!