Der sker i disse dage en familieforøgelse på Meyers-fronten i den appetitlige underetage af Magasin Kgs. Nytorv. Meyers Deli får nemlig fra på tirsdag selskab af Meyers Bageri samt væsentligt flere siddepladser.
I kan tro, at jeg ser frem til nu også at kunne købe de samme lækre og saftigt sprøde stykker bagværk og brød som i Jægersborggade og Store Kongensgade, når jeg er inde i byen. Og endvidere – dette glæder jeg mig ustyrligt meget til – åbner kageshoppen Creme de la Creme i Meyers Bageri inden længe.
Kageshoppen Creme de la Creme er frugten af et samarbejde mellem de to kagepassionerede mænd Claus Meyer og Morten Heiberg, som kender hinanden fra tiden i Chokolade Compagniet i 90erne. De bærer begge på en kæmpe kagekærlighed, og den har været den søde tråd i deres venskab – også mens Heiberg har leget dessertcirkus i Japan.
Claus og Morten har sammen udviklet det sortiment af seks forførende og nuancerede kager, som danner det søde fundament i Creme de la Creme, og som uden tvivl kommer til at vække begejstring hos jer. Kagerne er kreeret med kæmpe kærlighed samt de bedste råvarer og byder hver især på en cremethed, saftighed og sprødhed uden sidestykke.
Det ved jeg, fordi jeg var så heldig at være med til prøvesmagningen på kagerne hjemme hos Claus for ikke så længe siden. Det var en sand fornøjelse og utroligt inspirerende at være i rum med de to herrer med sød passion op til begge kageører og høre dem ping-ponge frem og tilbage omkring smag, konsistenser og kagernes visuelle udtryk.
Og kagerne smagte som en drøm! Det kribler i mig for at fortælle jer mere. I dag kan I høre om to af dem..
Augusta hedder den fine kirsebær cheesecake, I ser på øverste billede. Udover at have et sødt navn, er den uden tvivl en af de mest velsmagende cheesecakes, jeg har smagt længe. Den består af en krydret mandelbund med en fræk og sej konsistens, syrligt søde syltede stevnskirsebær og en blød og cremet ostecreme toppet af med sprøde stykker af crumble.
Samuel er navnet på den nederste kage, som jeg har lyst til også at kalde “en ode til Guanaja“. Den består nemlig af den klassiske grand cru chokolade Guanaja fra Valrhona i adskillige former. En lækker saftig Guanaja biscuitbund, mørk og cremet Guanaja mousse og i midten en elegant Guanaja cremeux, samt knasende sprød chokoladecrunch.



