Glædelig fredag søde folkens!
I går morges vågnede jeg og havde en ustyrlig trang til marcipan. Så jeg allierede mig med mit vaffeljern og kreerede den skønneste vaffel, som smagte mildt og lækkert af den søde mandelproppede marcipan fra Summerbird. Jeg skiftede boghveden ud med rismel, da jeg havde lyst til at prøve noget nyt. Det viste sig at være et godt valg. Den lille vaffel toppede jeg med en ordentlig skefuld skyr, blommebåde, grofthakkede mandler og lidt chokolade. Morgenmadskærlighed på en tallerken. Og det tog kun 10 minutter at lave. Har I et vaffeljern? Hvis ja, så P L E A S E se at komme i gang med at lave vafler – de er så smukke og smager himmelsk og hyggeligt 🙂
Til 1 marcipanvaffel brugte jeg:
1 lille moden banan, moset
1 æg
20 g fuldkornsrismel (man kan også bruge boghvedemel, mandelmel og alm. hvedemel)
15-20 g revet marcipan, gerne Summerbird
Bland alle ingredienserne sammen og bag vaflen i vaffeljernet, til den er fin gylden.
Server den lun – og gerne som her med blommer, mandler, skyr og lidt finthakket chokolade. Jeg brugte Guanaja 70% fra Valrhona.


