Mine forældre bor i Chennai i den sydlige del af Indien, som mange af jer ved. Der er varmt i Chennai året rundt, men i disse måneder er der ekstra varmt, og derfor er mangoerne i mine forældres have modne lige nu. Jeg har altid været i Indien enten i august eller januar/februar, så jeg har ikke haft fornøjelsen af at spise vores egne mangoer, før i sidste uge hvor min far tog et par lækre mangoer med hjem til min bror og mig!
De indiske mangoer er og bliver de mest aromastiske, jeg hidtil har smagt! Der findes et hav af sorter – tallet er vist omkring de 1000 – og mine forældre har to typiske sydindiske mangosorter i haven. Mulgoa og Banganapalli. I dette indlæg ser I den runde Mulgoa, som jeg nød i weekenden. Jeg spiste den sammen med en dejlig øko sødmælksyoghurt til morgenmad, og så serverede jeg den oven på en stak vafler, lidt hakkede mandler og en skefuld Guanaja-chokoladeganache, som egentlig var resten af chokoladesovsen fra bananasplitten, som jeg havde frosset ned – selvom portionen var lille, kunne jeg ikke nænne at smide den ud!
Jeg har stadig en mango tilbage – og den glæder jeg meget til sætte tænder i! Kender I nogle lækre kager og desserter med mango egentlig ?



