Jeg holder meget af at være i selskab med chokoladepassionerede mennesker! Brasilianske Diego Badaró er om nogen sådan én. Derfor ærgrer det mig gevaldigt, at jeg ikke er på dansk jord i dag, hvor Diego introducerer sit chokoladebrand AMMA i Danmark. AMMA er lækre økologiske chokolader fra den brasilianske regnskov, som Chokolade Compagniet skal præsentere for danskerne. Heldigvis har jeg allerede haft fornøjelsen af at møde denne store chokolademand fra regnskoven og smage på de dejlige chokolader med ham og mine kolleger fra Chokolade Compagniet.
AMMA chokoladen producerer Diego i den brasilianske delstat Bahia i regnskoven ud til Atlanterhavets kyst. Han kommer ud af en traditionel brasiliansk kakaolandbrugsfamilie, og han startede sit økologiske AMMA i 2009.
Kærlighed til naturen, terroir og kakaotræerne.
Diego laver sin økologiske chokolade lige dér, hvor han bor. Med andre ord: Diego bor på én af sine tre økologiske kakaoplantager og er sammen med sine medarbejdere med til at plante og dyrke kakaotræerne og høste de modne kakaofrugter. Således har den passionerede Diego en finger med i alle trin af denne spændende chokoladeproces, fra den lille kakaobønne til den lækre chokoladeplade.
Diego er et utroligt fascinerende, engageret og yderst passioneret menneske, som samtidig har en slags fortryllende stoisk ro over sig. Han hviler i sig selv og chokoladen. Det var noget ganske særligt at smage på chokoladerne sammen med ham. Derfor kommer jeg nu med en sød opfordring til jer: I morgen onsdag den 16. januar kan I møde Diego i Magasin Kgs. Nytorv fra 14.00-18.00, ved Elevator Torvet ved Mad & Vin i kælderen. Jeg synes klart, at I skal smutte forbi og smage på chokolade med Diego.
Diegos hjerte banker for økologien og bæredygtighed, og han ønsker at være med til at bevare naturens frodighed og samtidig skabe så naturlig en chokolade, som det kan lade sig gøre. Diego bruger udelukkende kakaobønner og sukker i sin chokolade. Han tilsætter altså hverken vanille eller soya lecithin. Det er Diegos ønske, at chokoladen skal have et så rent terroiraftryk som muligt. Det vil kort fortalt sige, at man i chokoladen kan smage, hvor den er produceret. Derfor concheres chokoladen også kun max 1 døgn (modsat andre gourmetchokolade-producenter, som concherer deres chokolader i op mod 3 døgn). Concheringen er en af de smagsudviklende processer i chokoladeproduktionen, hvor chokoladen opvarmes og valses i en stor tromle, indtil konsistensen er rigtig og smagen er færdigudviklet. Diego vælger kun at conchere i et enkelt døgn for at bevare chokoladens terroirudtryk fra regnskoven. I Diegos 100% plade kan man sige, at der er 100% terroirudtryk. Den oplevelse havde jeg i hvert fald, da jeg smagte den. I øvrigt rister Diego sine kakaobønner på en ombygget kafferister, hvilket jeg synes er mega sjovt og sejt!
Og hvordan smager disse økologiske AMMA chokolader så? Jeg kan ikke skjule, at jeg for at sige det mildt er ret så begejstret for chokoladerne, som kommer til at kunne købes i 60%, 75%, 85% og 100% i Danmark. For mig var det næsten som at smage chokolade for første gang, da jeg puttede AMMA 85% på tungen allerførste gang. Eller måske er det mere korrekt at sige, at det i hvert fald var en helt ny og unik smagsoplevelse, der skete. Chokoladerne har hver især den rene chokoladesmag og det mørke eksotiske terroiraftryk. Og så byder de på smagsnoter af forskellige moden frugt, og 100% pladen har et lille hint af rålakrids i eftersmagen. Fælles for dem alle – synes jeg – er også den balancerede bitterhed. De skal smages!
Camilla skriver
Jeg kan kun give dig ret i, at disse chokolader er fantastiske! Jeg har netop lige smagt dem idag til pressearrangementet hos Estate, og Diego var meget inspirerende at høre på. Nøj, hvor er chokoladerne gode. Specielt chokoladen med 85 % faldt lige i min smag. 100 % pladen var måske lige en anelse for skarp til mig… men det er jo en smagssag (-:
Ann Marcussen skriver
Det vil jeg glæde mig til, at de kan købes i dk. Forhåbentlig i hele landet, da jeg bor i sønderjylland. 🙂
Mette S skriver
Det lyder virkelig lækkert! Ved du, hvem der kommer til at forhandle chokoladen? 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Camilla,
Det glæder mig at høre, at du synes om Diego og hans chokolader 🙂
Jeg ser frem til at blive endnu mere “dus” med AMMA chokoladerne i nær fremtid.
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Ann,
Jeg tror bestemt, at de kommer til at kunne købes i alle landsdele 🙂
Glæd dig.
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Mette
I skrivende stund er jeg ikke helt sikker, men jeg undersøger det for dig, når jeg er tilbage på dansk jord i næste uge 🙂
kh Anne
Mette S skriver
Det lyder rigtig godt, Anne – tak 🙂 Så går jeg også selv på jagt i mellemtiden!
Anne au Chocolat skriver
Kære Mette
Det er en aftale 🙂
kh Anne
Mia skriver
Hej Anne
Har du fundet ud af hvor chokoladen kan købes i Kbh? Er meget spændt på at prøvesmage!
Mvh Mia
Anne au Chocolat skriver
Kære Mia,
Ja chokoladen kan købes i Magasin Mad&Vin, Estate Kaffebar og i Meyers Delier 🙂
Glæd dig!
Kh Anne
knud bendtsen skriver
kombineret amma- og rødvinssmagning, er det en mulighed?
Anne au Chocolat skriver
Kære Knud
Det kunne godt være. Hvad har du i tankerne?
Kh Anne
Gary skriver
Hi, can you please tell me how you get those smaller sample sizes? Where I can purchase in bulks? Much appreciated it. Thank you – Gary
Anne au Chocolat skriver
Hello Gary
Where do you live?
All the best,
Anne
mette skriver
Kære Anne!
juletiden er over os før end vi ved af det, og er gang med at brodere en kalendar til min kæreste. vil høre, om du ved om de forhandler de små carreer i magasin?? og om man kan få dem til at sende dem? 🙂 har ikke fundet noget sted på nettet hvor jeg kan bestille dem? vi har lidt en historie med amma, så ud over at det også er det bedste af det bedste, skal det bare helst være dem 🙂
kh. mette
Anne au Chocolat skriver
Kære Mette,
Kan carréerne kan købes i Magasin ja 🙂 God idé!
Kh Anne
Anette skriver
hej Anne
Jeg var med i Politikens Hus igår til en dejlig aften. Men jeg undrer mig efterfølgende når jeg læser på de 2 plader chokolade som jeg fik med hjem. Når nu chokoladen er så økologisk og fri for alverdens ubehageligheder – samt glutenfri, hvorfor står der så at chokoladen kan indeholde spor af nødder, mælke- og æggeprotein gluten og jordnød ??
Det er da noget besynderligt.
Anne au Chocolat skriver
Kære Anette
AMMA chokoladen består kun af kakaobønner og rørsukker, men man skal skrive, at den kan indeholder spor af… i forhold til fødevarelovgivningen.
Kh Anne
Julle skriver
Hej, står der noget om hvor meget kulhydrat der er i denne chokolade? Det ville jeg være meget interesseret i at høre.
Mvh,
Julle.