I går kom der friskbagte boller på morgenbordet. Hjemmebagte af slagsen, og noget så luftige, saftige og sprøde. Tjek lige de smukke lufthuller. Bollerne er en variant er guldblommebollerne, som min ven Jonas bagte til mig og bloggen i sin tid. Hvis I tjekker indlægget ud, inden I går i gang med disse boller, er I lidt bedre rustet. Der er nemlig en fin step-by-step i billeder med Jonas og guldblommebollerne.
Bollerne her er helt tosset nemme at lave, men de kræver en god røremaskine, da dejen skal æltes forholdsvis længe. Min dej kørte i næsten en halv time.
Efter en god nats kølig hvilen er bollerne klar til at komme en tur i ovnen. Inden dette dryssede jeg bolledejen med birkes, da jeg ELSKER smagen af birkes – og særligt kombineret med bagværk – men man kan sagtens nøjes med mel, eller man kan drysse havregryn på.
10-12 boller:
500 g hvedemel, gerne fra Grupe&Meyer
100 g rugmel, gerne fra Grupe&Meyer
600 g vand
10 g gær
10 g salt
Drys på toppen: ekstra mel og birkes
Bland ingredienser sammen i en røreskål og kør på røremaskine, indtil glutenprøve afslører, at dejen er æltet tilstrækkeligt.
Glutenprøven foregår sådan: Dyp hænderne i vand og tag en klump dej op af skålen. Stræk dejen mellem din hænder. Dejen skal gerne kunne strækkes og blive nærmest gennemsigtig uden at gå i stykker. Æltningen kan godt tage op til 20 min. (NB: Kære Jonas, jeg lavede ingen glutenprøve denne gang, men efter 25 minutter i røremaskinen, satsede jeg på, at dejen var god nok – det var den!)
Smør med rapsolie en plastikbøtte eller skål, der tillader dejen at hæve til dobbelt størrelse. Koldhæv 12-24 timer. Vend bøtten ud på et meldækket bord, drys med mel og birkes og hak dejen ud med en malerspartel. Undgå at hive og strække for meget i dejen. Direkte i ovnen på min. 240°C varmluft til de er færdige – det tager 10-15 minutter.
Nyd dem friskbagte og gerne med smør og CHOKOLADE! 🙂





