Havde I også fantastisk solstrålende vejr i går på påskens sidste dag? Vi nød solens lune og var udenfor i det blå det meste af dagen. Jeg tænkte: nu er den der. Nu er foråret kommet for at blive! Men ak nej, i morges vågnede vi til mere sne. Lunefulde danske vejr!
Jeg serverer en del sommerlige søde sager for jer på bloggen for tiden, fordi mit sind længes efter sommer – og gerne bare en god portion forår i første omgang. I dag får I en simpel men suveræn stikkelsbærtrifli, som er en allertiders dessert. Lavet med stikkelsbær på frost, som fungerer så fint (for mig i hvert fald) og giver mig det boost af sommersmag, jeg har brug for.
Dog glæder jeg mig helt tosset meget til alle de saftige og sødmefulde danske bær, som vi skal plukke i sommerhushaven, købe i supermarkedet og på landet. Det er selvfølgelig det aller-aller-allerbedste!
Stikkelsbærtrifli
4 personer
400 g stikkelsbær
150 g sukker
1 vaniljestang, tømt for korn
Crumble eller hjemmelavede makroner
Letpisket flødeskum
Evt. lidt hvide chokoladeperler
Bring stikkelsbær, sukker og vaniljestang og -korn i kog i en gryde, og lad det koge i 10-15 minutter, til stikkelsbærrene er møre men ikke helt udkogte. Køl af. Læg stikkelsbærkompotten, flødeskum og crumble/makroner lagvis i portionsglas og server straks eller stil på køl i en times tid.
Lis Dillon skriver
Kære Anne ! hvordan laver du crumble til stikkelsbær trifli ? kærlig hilsen Lis (Dillon)