Foto: Line Thit Klein
Semifreddo er en halv-frossen isdessert og en af mine isfavoritter, hvor kun fantasien sætter grænser for, hvad man kan smage den til med og drysse på af knas. Og så er den tilmed vanvittig enkel at trylle frem. Denne semifreddo lavede jeg til ALT for damerne for et par år siden som en sommerdessert, og nu deler jeg den med jer (i håb om at hidkalde det lune sommervejr igen). Den har fine vanilleprikker og en syrlig kant fra citronskallen, som giver det helt perfekte modspil til de aromatiske makroner. De bagte nektariner er stjerneflotte i deres farve og smager skønt sammen med semifreddo’en.
Semifreddo med citron og makroner samt bagte nektariner
6 personer
Semifreddo:
250 ml piskefløde
3 æggeblommer
85 g sukker
1 vanillestang, korn af
3 æggehvider
1 øko citron, revet skal af
60 g makroner, groft knust
Bagte nektariner:
3 nektariner
3 spsk lyst rørsukker
Semifreddo:
Pisk fløden til en blød flødeskum. Pisk æggeblommerne lyse og luftige med halvdelen af sukkeret samt vanillekorn. Pisk derefter æggehviderne til marengs med det resterende sukker. Vend forsigtigt marengsen i æggeblommerne og dernæst flødeskummet. Tilsæt til sidst citronskal og makroner og hæld cremen i en passende beholder og frys den i minimum 4 timer.
Bagte nektariner:
Skær nektarinerne i både. Put dem i et ildfast fad og drys med rørsukker. Bag nektarinerne ved 190 grader varmluft i ca. 20 minutter. Køl dem af og nyd dem sammen med semifreddo’en.
Julie skriver
Hej. Skal nektarinerne bages lige inden servering, så de er varme til serveringen, eller servers de kolde med den kolde is? 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Julie,
Du kan gøre begge dele:)