En vidunderligt lækker og glutenfri chokolademandelkage med masser af bær på toppen, som med garanti vil vække glæde. Min mand blev i hvert fald helt salig af lykke, da han satte tænderne i den.
Det er en lille chokoladekage bagt i min 12 cm springform, men ganger I opskriften med tre, passer den til en almindelig stor springform.
Chokolademandelkage med ganache og bær
4 personer
Chokolademandelkage:
60 g smør
60 g mørk chokolade, gerne Guanaja 70% fra Valrhona
50 g sukker
1 æg
50 g mandelmel
Ganache:
50 g mørk chokolade, gerne Guanaja 70% fra Valrhona
50 ml piskefløde
Bær til pynt
Chokolademandelkage:
Smelt smørret i en gryde. Hak chokoladen fint og kom den i det smeltede smør. Tag gryden af varmen og rør sukker i. Køl lidt af og tilsæt da ægget. Vend tilsidst mandelmel i. Hæld dejen i en smurt springform (12 cm i diameter) med bunden foret af bagepapir. Bag kagen i ca. 20 minutter ved 180 grader varmluft. Køl kagen af og opbevar den på køl i 4-5 timer eller natten over inden servering.
Ganache:
Hak chokoladen fint og kom den i en skål. Bring fløden op til kogepunktet og hæld den over chokoladen. Lad det stå i 2 minutter og rør da rundt med en ske eller dejskraber fra midten i cirkelbevægelser, til ganachen er homogen og blank. Lad ganachen sætte sig i en times tid på køl inden den fordeles på kagen.
Pynt med bær inden servering.
Indlægget indeholder affiliatelinks.


