I søndags cyklede min tvillingebror og jeg en lang tur i solen med skyer på himlen. Vi krydsede Langebro og cyklede og cyklede og cyklede, forbi en masse haveforeninger, grønne træer og blomster for langt om længe at komme til den hyggeligste have. Min veninde Mettes have. Når jeg skriver Mette, mener jeg grøntsagsdronningen Mette Helbæk fra Din Baghave, som forleden sæsonåbnede med adresse på Grønttorvet og grøntsalg i Tullinsgade, Victor Borges Plads og nu også i Ørestaden. Sådan, det er sejt!
I haven grillede Mette og hendes mand nye danske asparges, som vi spiste sammen med stenbidderrogn og sommersalat. Det var de første danske asparges, jeg smagte i år. De var så smukt grønne og sprøde, og I kan tro, at jeg gik til den. Vi drak læskende dansk cider, og til dessert spiste vi en skøn rabarbertrifli med råsyltede rabarber, vanillet flødeskum og en sød topping af knasende sprødt rugbrød. Faktisk var den så skøn, at jeg ikke kan lade være med at vise jer den, selvom jeg normalt ikke blander flere opskrifter sammen i et indlæg. Men i virkeligheden er der også en sammenhæng, da jeg lod mig inspirere og råsyltede rabarber til min egen opskrift. Mere om det lige om lidt; her er rabarbertriflien:
Efter dette forsommerlige kalas og inden brormand og jeg cyklede hjem igen, fik jeg stukket et bundt rabarber i hånden, som jeg puttede i cykelkurven og betragtede hele vejen hjem. Mens vi cyklede, gjorde jeg mig søde tanker om, hvad rabarberne skulle bruges til. Og med hjælp fra ham den ene af mine gastronomiske sparringspartnere forleden, fandt jeg ud af, hvad jeg ville kreere indledningsvist. Rabarberkage med frangipane.
Jeg har genbrugt opskriften fra dette abrikos-indlæg, da mandelmel, smør, æg og sukker er basisvarer og altid kan findes i mit køkken. Derudover elsker jeg kombinationen af syrlige rabarber og søde mandler. Denne gang agerede min veninde Caroline medspiser i stedet for brormand, og græsk yoghurt akkompagnerede kagen i stedet for fuldfed creme fraiche. Det var ganske strålende.
Opskriften lyder:
3 stængler vinrabarber
50 g sukker
1/2 stang vanille
1 dl vand
40 g smør, blødt
40 g sukker
40 g mandelmel
1 æg
Mandler, hakkede
Skyl og rens rabarberne og skær dem i tynde skiver. Kog 50 g sukker, vanille og vand sammen til en sukkerlage og hæld over rabarberne. Køl af.
Pisk smør og sukker godt sammen, vend mandelmelet i og tilsæt ægget. Hæld mandelcremen i de små fade, dræn rabarberne og tryk dem let ned i cremen. Drys de hakkede mandler over og bag i ovnen ved 165 grader, til cremen er flot gylden.
Server kagerne lune eller afkølede.
Guapizimo skriver
Hvor lækkert!! Jeg er meget begejstret for rabarber i kager og desserter!
Sofie skriver
Søde Anne, når du slynger om dig med termer som frangipane, vil du så ikke gøre dig den ulejlighed og forklare hvad søren det er? Det er jo ikke alle, der er lige så mad-tossede som dig og kender de fancy begreber. 😉
Min kæreste er ikke specielt vild med kage og den slags, men han eeeelsker rabarber, så med mindre frangipanen er meget farlig, så skal jeg da helt sikkert prøve at lave denne kage til ham!
PS: Har prøvet Wiki, men jeg forstår det stadig ikke helt…
Anne au Chocolat skriver
Tak Guapizimo 🙂 Det er sååå lækkert med syrligt søde rabarber her i foråret!
Anne au Chocolat skriver
Hahah søde Sofie, tak for en skøn kommentar! 🙂
Jeg besluttede mig for ikke at forklare frangipane-termen igen, da jeg linker til det oprindelige abrikos-indlæg hvori creme er forklaret! https://anneauchocolat.dk/?p=846
Frangipane er en mandelcreme 🙂 Nu hvor din kæreste er særligt begejstret for rabarber hvad så med denne her kage med crumble på toppen ? Den er også super god!
Kh Anne
Kira skriver
Sikke nogle smukke rabarber-billeder! Jeg ender altid med at forlade din blog helt lækkersulten, altså. 😉
M.U.M.S skriver
Ihhh… elsker at læse med på din blog, Anne 🙂
Jeg er selv forholdsvis ny i rabarber-området, men købte selv årets (for mit vedkommende i hvert fald) første rabarber og har gået og spekuleret lidt over hvad jeg skal lave med dem, så tusind tak for inspiration:)
Anne au Chocolat skriver
Hihi Kira! Det er en sød forbandelse 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære M.U.M.S
Tak for en fin kommentar. Glæd dig til at lege med rabarberne.
Kh Anne
Thea skriver
Hej Anne, hvor mange personer rækker opskriften til? Skal lave kagen til 4 på lørdag tænkte jeg 🙂
bedste hilsner Thea
Anne au Chocolat skriver
Hej Thea,
Så ville jeg nok gange opskriften med 3 eller 4 og bage den i et lidt større ildfast fad i stedet 🙂
Kh Anne
Thea skriver
Tusinde tak for svar, til trods for at det er en 5 år gammel opskrift 🙂 Det vil jeg gøre, glæder mig til at servere den!