Min morfar elsker kage til kaffen, og i eftermiddags serverede jeg denne lagkage for ham og hans veninde Irene, da de var besøg. Ret simpel men helt perfekt. Svampede og lette lagkagebunde, syrligt sød hindbærcoulis med vanilje og et tvist af citron, flere friske hindbær samt hovedrolleindehaveren i lagkagen: det genialt lækre chokoladefyld lavet af chokoladekagecreme vendt med letpisket flødeskum. Plus en masse dejlig “krymmel” på toppen.
I går aftes bagte jeg lagkagebundene, lavede hindbærcoulisen og chokoladekagecremen, så lagkagen blot skulle samles i dag.
I øvrigt kan jeg vist roligt sige, at lagkagen begejstrede vores søde gæster – og resten af bordet.
Lagkage med hindbær og chokoladekagecreme
12 personer
Lagkagebunde:
4 æg, stuetempererede
150 g sukker, gerne Bagesukker
150 g mel
1 tsk bagepulver
Hindbærcoulis:
225 g hindbær, friske eller frosne
100 g sukker
Korn af 1/2 vaniljestang
Fintrevet skal af 1/2 øko citron
Chokoladekagecreme:
70 g god mørk chokolade, gerne Guanaja 70% fra Valrhona (reklamelink)
265 ml sødmælk
22 g maizena
75 g sukker
3 æggeblommer (lav gerne marengs af hviderne eller brug pasteuriserede)
Øvrigt:
3 dl piskefløde
2 bakker friske hindbær, skyllede
Glasur
Chokoladeperler (reklamelink)
Marengs
Crumbleknas
Salade de fleurs fra Mill&Mortar
Bageform:
Springform 24 cm (reklamelink)
Lagkagebunde:
Beklæd bunden af en springform (24 cm i diameter) med bagepapir og smør siderne med smør. Tænd ovnen for 190 grader varmluft. Pisk de stuetempererede æg og sukker til en let og meget luftig æggesnaps. Det tager minimum 5 minutter, så det er smart at bruge en røremaskine, hvis man har sådan én. Sigt mel og bagepulveret ned i æggesnapsen, og vend det hele forsigtigt rundt uden at slå for meget luft ud af kagedejen. Hæld dejen i springformen og bag i ca. 25 minutter i ovnen. Tag kagen ud, og lad den køle af på en rist i ca. 30 minutter. Tag den ud af formen og vend kagen på hovedet, så bund bliver til top. Lad kagen køle helt af og brug derefter en savtakket kniv til at dele bunden i tre. Læg et stykke bagepapir mellem hver lagkagebund og dæk dem til med husholdningsfilm, hvis de laves dagen før og ellers ikke skal lægges sammen til lagkage med det samme.
Chokoladekagecreme:
Hak chokoladen ultrafint. Varm mælken op til kogepunktet og tag gryden af varmen. Tilsæt straks chokoladen, og lad det stå i 2 minutter. Rør derefter rundt (gerne med et piskeris), indtil chokoladen er helt smeltet. Kom æggeblommer, sukker og maizena i en skål. Pisk det hele godt sammen til en luftig konsistens. Hæld den varme chokolademælk over i æggemassen, og pisk godt imens. Hæld cremen tilbage i gryden, og kog det godt sammen under kraftig piskning, til cremen tykner. Hæld straks cremen over i en skål og køl den af. Dæk med film og sæt den på køl.
Hindbærcoulis:
Varm hindbær, sukker, vaniljekorn og citronskal op til kogepunktet i en gryde, og lad det småkoge i 2-3 minutter. Tag gryden af varmen og køl hindbærcoulisen af. Opbevar den på køl, til den skal bruges.
Samling af lagkagen:
Kom første lagkagebund på et fad og smør halvdelen af hindbærcoulisen ud på bunden. Pisk chokoladekagecremen op med en elpisker, så den bliver dejligt cremet igen. Pisk fløden til en let flødeskum, og vend den forsigtigt i chokoladekagecremen. Fordel halvdelen af chokoladecremen på bunden med hindbærcoulis. Kom næste lagkagebund på. Fordel resten af hindbærcoulisen på samt resten af chokoladecremen. Fordel en god håndfuld hindbær ovenpå. Kom sidste lagkagebund på toppen. Pynt med glasur, resten af hindbærrene, crumbleknas, marens, chokoladeperler – eller hvad I har lyst til ♥
Mette skriver
Hej Anne. Denne kage ser så utrolig lækker ud, at jeg overvejer at bage den, når jeg skal fejre fødselsdag i weekenden. Min kæreste er dog laktoseintolerant, så hvad vil du anbefale at skifte sødmælken ud med i chokoladecremen? Eller vil du i så fald anbefale en anden opskrift fx den chokoladecreme du lavde til den anden lagkage, du lagde op for nylig? Hilsen Mette
Therese skriver
Vil den være god med brombær i stedet for hindbær? Har fryseren fuld ?
Anne au Chocolat skriver
Kære Therese,
Super god idé med brombær – det vil jeg selv prøve også 🙂
Mette skriver
Hej,
Først og fremmest tak for alle de lækre opskrifter.
Kan man lave hindbærcoulis og chokoladecremen dagen inden? Og så piske den på flødeskum på dagen?
Mvh Mette
Mette skriver
Ups, læste opskriften igen – og har fået svaret 🙂 bare se bort fra mit forrige spørgsmål. God weekend!
Anne au Chocolat skriver
Kære Mette,
Godt at du fik svar 🙂
Kh Anne
Maria skriver
Så lækre kager du laver.
Når man ganger en opskrift op pga større form eller 2 kager. Hvad så med bagepulver? Det skal man vel ikke bare gange op vel?