Det er sommer, det er sol og det er søndag. To af tingene stemmer, og det emmer altså langt væk af sommer i dag. Så skønt!
I får opskriften på denne lækre sommerlige mandelkage med hvid chokolade, rabarber og hindbær. En variant af denne kage her, som gerne må nydes med en kugle vaniljeis til eller en skefuld creme fraiche.
Nyd solens smukke stråler ♥
Mandelkage med hvid chokolade, rabarber og hindbær
8 personer
100 g mandler
100 g smør
100 g hakket god hvid chokolade, gerne Ivoire 35% fra Valrhona (reklamelink)
2 æg
100 g sukker
1/2 vaniljestang
30 g hvedemel
100 g rabarber, skåret i skiver
60 g hindbær, friske eller frosne
15 g mandelflager
Bageform:
Springform 20 cm (reklamelink)
Evt. skovsyre og citronmelisse til pynt.
Forvarm ovnen til 180 grader varmluft. Blend mandlerne helt fint i en minihakker. Smelt smør i en gryde. Tag gryden af varmen, og tilsæt den hakkede hvide chokolade. Rør godt rundt, så chokoladen smelter helt sammen med smørret. Køl chokoladeblandingen lidt af. Pisk æg, sukker og vaniljekorn til let og luftig konsistens i en skål. Vend mel i. Tilsæt den smeltede blanding af hvid chokolade og smør til kagedejen lidt ad gangen under omrøring. Vend de fintblendede mandler i. Hæld dejen i en rund springform (20 cm i diameter) beklædt med bagepapir. Tryk rabarber og hindbær ned i dejen og drys med mandelflager. Bag kagen i ca. 45 minutter. Køl kagen helt af og sæt den gerne på køl en håndfuld timer, inden den nydes. Den kan dog også sagtens spises før.
