I går formiddags var jeg afsted til gymnastik med Kaj. Man bliver sulten af at løbe rundt, slå kolbøtter, danse og hoppe, og han fik derfor kværnet en af de gode boller smurt med smør på undervejs i omklædningsrummet. Vi smuttede i Føtex for at handle bagefter, og jeg bad per automatik om en “handlebolle”, da den plejer at hitte stort hos Kaj. I går havde han dog spist sig mæt i bollen til gymnastik, så handlebollen kom med hjem.
Det var jeg pænt tilfreds med her til morgen, da jeg efter at have afleveret Kaj i børnehaven tryllede tebollen om til den lækreste svampede og gyldensprøde french toast (efter denne opskrift) serveret med skiver af banan, syltede brombær fra sommerhushaven og lidt mælkechokolade. Ret overdådigt og alligevel ret simpelt – og vigtigst af alt: vanvittigt velsmagende.
En lille lykkestund inden en håndfuld timer med regnskab.
Spiser I french toast af og til? Og hvad kommer I ovenpå? Kom gerne med jeres favorit french toast toppings i kommentarfeltet!
Ha’ en smadder dejlig ny uge <3
