Bananskiver penslet med lidt agavesirup og stegt gyldne på en varm pande lagt på en bund af skyr rørt op med aromatisk kanel fra Sri Lanka og toppet med knasende AMMA Chocolate kakaonibs og smukke grønne pistacier. Denne skønne tallerken forærede jeg mig selv forleden til morgenmad, men det kunne lige så vel være en sund dessert.
Man kan også sagtens drysse chokolade udover, hvis man vil lave en lidt sødere variant.
Apropos chokolade (der er intet nyt under solen ;)) så er søde Chocolat og jeg er dommere i Bo Bedres Store Chokoladekonkurrence sammen med Morten Heiberg og Erik Rimmer, som er chefredaktør for bladet. Hvis I har lyst til at deltage, skal I blot sende jeres bedste chokoladeopskrift, og så har I mulighed for at vinde en lækker gavekurv til en værdi af 3000kr, som er PROPPET med chokoladekærlighed. I har en uge endnu til at deltage i konkurrencen, som I finder lige her.
Blot et chokoladesødt tip! 🙂


