Da jeg i sidste uge begejstret bloggede om de tørrede indiske abrikoser, min far havde foræret mig, fik jeg en fantastisk kommentar fra en navnesøster, som henledte min opmærksomhed på en artikel fra 2008, som beskriver disse små tørrede indiske abrikoser så vidunderligt smukt og inspirerende. Men også på en belærende måde – man skal nemlig ikke spise abrikoserne, som de er. De skal først nydes, når de har været vandet ud og er blevet pocheret i en sukkersirup.
Da jeg havde læst artiklen, satte jeg straks en håndfuld abrikoser – jeg ville ikke bruge for mange af dem, hvis det nu ikke var et hit – i blød i vand i nogle timer og derefter pocherede jeg dem i en sukkerlage lavet af lige dele vand og lys rørsukker. Da de havde fået ca. 10 minutter, tog jeg dem af varmen og lod dem køle af, inden jeg tog ovenviste billede. Men jeg var ikke særligt tilfreds – de lignede ikke dem fra artiklen. Der stod jo heller ikke noget i artiklen om, hvor længe de skulle hygge sig i vandet, og ej heller hvor længe de skulle svømme rundt i den letkogende sukkerlage. Så det var rene gæt fra min side. Jeg iblødsatte derfor endnu et hold abrikoser – denne gang natten over. Næste morgen da jeg kiggede til dem, lignede de præcist dem fra artiklen, helt runde og uden en rynke, og så pocherede jeg dem. De tre sidste billeder viser andet hold abrikoser. Deres fine aromatiske smag og nu bløde saftighed blev nydt sammen med vanilleis og marcipan-havre-småkagerne.
Apropos de indiske abrikoser, så kommer jeg nok til at købe nogle i den næste tid. Jeg tager nemlig til Indien i eftermiddag for at besøge mine forældre de næste par uger. Jeg har forberedt et par indlæg til jer og kommer nok også til at “live-blogge” lidt dernede fra: ) Jeg håber, at I klarer kulden og husker at varme jer på nogle dejlige søde sager!
