Når man som jeg har været en uge i Spanien og hygget sig med dejlig mad og vin, bliver man nødt til at tænke i lidt sundere baner. Jeg er i hvert fald – figuren skal passes på jo. For mit vedkommende er ”sunde baner” dog ikke lig med fravalg af søde sager. Hvorfor skulle det egentlig også være det?
Forleden spiste jeg en dejlig sommermiddag med mine forældre og bror på den hyggelige Café Alma på Islands Brygge. Vi sad udenfor og nød den lune aften. Det summede af sommer. På Café Alma fravalgte jeg hovedretten i stedet for desserten. Til forret fik jeg en kølig og lækkert læskende sommersuppe med blandt andet vandmelon, nye danske ærter, agurk, mynte og dild og feta. Lige hvad man har lyst til – en afkølende ret – i sommeraftenens varme. De tre andre fik en flot carpaccio. Og da de skulle til hovedretten, fik jeg serveret min rabarberdessert. Den bestod af en vanillet rabarber panna cotta toppet med en skøn rabarberkompot og en tynd, sprød rabarber, samt en iskold og klar rabarbersuppe. Skøn sommerdessert som sad lige i (køle)skabet.
Min bror fik efter sin hovedret serveret den fineste chokolademousse (som mest af alt lignede en marquise au chocolat) sammen med en lille crème anglaise og en fin kugle jordbærsorbet. Han var alt for hurtig (af begejstring), så jeg nåede ikke at tage et billede. Til gengæld fik jeg knipset et billede af de små chokolader, vi fik til vores espresso. Er de ikke fine ?
Det kan klart anbefales at tage forbi Café Alma og spise en lækker sommermiddag!
foodfanatic skriver
Kære Anne
Jeg kan ikke lade være med at ærgre mig over, at jeg ikke bor i Kbh længere, når jeg ser dine blogindlæg, hvor du beskriver diverse lækre steder sammen med fantastiske billeder 🙂 Ville iøvrigt ønske at jeg kunne gøre som dig og sige nej tak til hovedretten. Spiste skøn fransk mad her til aften og alt ALT for meget af den. God weekend.
Kh Nadia
Anne au Chocolat skriver
Kære søde Nadia
Tak for dine søde ord! Du får vel lidt Kbh at se og at smage til Madbloggersymposium, ik ? Jeg glæder mig meget til at se dig dér!
Kh Anne