Nogle gange har jeg bare allermest lyst til en lillebitte kage til kaffen. Eller det har jeg faktisk altid. Normalt nøjes jeg med et stykke chokolade, men det hænder også, at jeg bager nogle små kager, som jeg ved samme lejlighed kan dele ud af til mine venner.
Det skete også forleden, da jeg bagte disse bittesmå mazariner med amarena kirsebær og mørk chokolade. De hittede hos min veninde Kristina og også hos min bror og hans kæreste. Selvom min bror ikke er så meget for søde sager, syntes han godt om kombinationen af marcipan, søde kirsebær og mørk chokolade. Det gjorde vi piger bestemt også.
Der er noget ret raffineret, voksent og mådeholdent over små kager – i hvert fald hvis man kun spiser én af dem. Det lykkedes dog aldrig for mig kun at nøjes med en, men skidt pyt! Selv efter at have spist fire synes jeg stadig, at der er noget raffineret – og elegant – over disse bittesmå kager. Det er formentlig de funklende amarena kirsebær, der drager mine øjne, som var de sorte diamanter.
Til de bittesmå kager skal du bruge
100 g marcipan
100 g sukker
100 g smør, blødt
2 æg
2 spsk mel
50 g mørk chokolade, caraïbe fra Valrhona, hakket
amarena kirsebær
Pisk marcipan og sukker godt sammen og tilsæt smørret lidt ad gangen. Tilsæt derefter æggene et ad gangen under stadig piskning. Vend mel i og til sidst den hakkede chokolade. Hæld dejen i små financierforme (andet kan også gøre det) og tryk forsigtigt et afdryppet kirsebær ned i hver lille kage. Hvis det er store financierforme, kan der være 3 kirsebær på rad og række. Bag kagerne ved 180 grader, til de er fint gyldne. Det tager ca. 10-15 minutter.
Lad dem køle af og spis dem gerne til en kop god sort kaffe.
Hanne K skriver
Kære Anne
Hvor ser de kager skønne ud.
Og du frister … hvor får jeg lyst til at købe financierforme… om ikke andet så for at føle mig voksen og elegant 😉
Kh Hanne
foodfanatic skriver
Smukt som altid. De lyder lige som noget for mig. Elsker marcipan.
God weekend søde Anne.
Kh Nadia
Katrine skriver
Kære Anne.
Jeg er netop blevet præsenteret for din blog af en veninde for et par uger siden, og jeg må tilstå, at jeg er dybt imponeret! Du har jo en hel række opskrifter, jeg må afprøve. Ovenfornævnte er ingen undtagelse! Jeg tænkte, at jeg måske ville dyppe bunden i smeltet chokolade frem for at komme det i dejen. Hvad mener du?
Anne au Chocolat skriver
Kære Hanne
Financierforme er en fantastisk investering 🙂 Jeg tror, at jeg har fem forskellige størrelser – og jeg er glad for dem alle!
Go’ weekend.
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære søde Nadia
Jeg tænkte også på dig, da jeg bagte kagerne! Jeg ved jo, at du elsker marcipan 🙂
Ha’ en dejlig weekend!
Kram fra Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Katrine
Tak for en skøn kommentar. Dejligt at du synes om min søde blog!
Jeg synes, at den er en fantastisk god idé at dyppe kagernes bund i chokolade 🙂
Kh Anne
Laura skriver
Det lyder som himlen i en mundfuld. -Fantastisk! Og så er amarena kirsebær noget jeg bruger alt for lidt generelt. Dejligt med lidt inspiration til hvad man kan putte dem i 🙂
God weekend!
Maiken skriver
Ihh hvor er de bare fine, er vild med et enkle kirsebær i midten. Er helt enig i det med de små kager – også selvom jeg heller aldrig kan holde mig til én 🙂
KH Maiken
Ester Larsen skriver
Jeg har længe været på udkig efter financierforme. Vil du fortælle hvor du har købt dine?
Ester
Anne au Chocolat skriver
Kære Laura
Tak for endnu en dejlig kommentar. Jeg bliver glad hver gang 🙂
God weekend til dig også!
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Maiken
Endnu en gang kan jeg mærke, at vi har samme store mad/kagehjerte 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Ester
Mine forme er købt i Frankrig, men Kunst og Køkkentøj (som både ligger i Kbh og i Århus) har flere forskellige slags!
God weekend.
Venligst Anne
Dicte skriver
De ser virkelig smukke, og meget elegante ud, og lige til at spise.
Den opskrift må afprøves!
Anne au Chocolat skriver
Tak Dicte 🙂 Glæd dig og god tirsdag!
Bente skriver
Hej!
Jeg har fundet din opskrift med amarena kirsebær via google – ved du hvor lang holdbarhed et glas kirsebær har efter åbning ? Jeg har et glas stående der egentlig skulle gemmes til jul men jeg har meget lyst til at begynde at bage med dem nu…
venlig hilsen Bente
Anne au Chocolat skriver
Kære Bente
Amarena kirsebærrene kan holde sig i et år hvis ikke mere på køl i åbnet tilstand.
Der er så meget sukker i, at de holder sig fint 🙂
Kh Anne
Bente skriver
Tak for det! Så er det jo bare med at komme i gang…
Bente skriver
Hej igen…
Jeg har i dag prøvet at lave dine konfektstykker med hvid (jeg brugte mørk) chokolade og amarena kirsebær, men nu er jeg kommet i tvivl om hvordan jeg skal opbevare dem når der er hele kirsebær indeni – er der ikke noget med chokolade blir kedeligt i køleskabet – men kan kirsebærene holde sig (uden siruppen, som vel konserverer noget) uden for køleskabet i et par uger til jul?
Venlig hilsen Bente
Anne au Chocolat skriver
Kære Bente
Jeg vil nok lade dem stå ved stuetemperatur. Men jeg tror ikke, at de holder helt til jul uden at blive kedelige.
Kh Anne
Sanne skriver
Kære Anne,
Tak for en fantastisk blog!
Er disse kager fryseegnet?
Vh Sanne
Anne au Chocolat skriver
Kære Sanne
Ja, det kan du tro, at de er 🙂
kh Anne
Charlotte skriver
Hej Anne,
de her kager ser helt vildt lækre ud! Men jeg er ret grøn mht bagning og skal helst ha det skåret ud i pap, så jeg har et par spørgsmål.
Hvor mange kager blir der ca af den portion?
Kan jeg bruge en almindelig muffinform? Jeg ved godt de ikke blir helt så fine, men jeg har altså ikke ku finde de der financier forme (heller ikke i Kunst og Køkkentøj)
Og sidst, smører du formene? Og med hvad? 🙂
Håber ikke det er alt for dumme spørgsmål 😉 Glæder mig til at prøve mazarinerne!
Kh Charlotte
Anne au Chocolat skriver
Kære Charlotte
Det er helt i orden 🙂 Du kan sagtens bruge muffins forme – men så skal bagetiden nok øges lidt. Smør dem gerne med smør!
Kh Anne
frederikke bakken skriver
hej – super gode …jeg prøvede med hasselnødder og valnødder i .. rigtig godt sammen med chokoladen… og masser af chokolade
Anne au Chocolat skriver
Kære Frederikke
Dejligt 🙂
Kh Anne
Linda skriver
Havde ikke lige kirsebær på lager, så det må blive en anden gang de ryger i.
Brugte til gengæld revet skal af en appelsin, og mixede chokoladen af mørk m/chili og hvid. Det var nu ikke så ringe 😉
Til gengæld var det noget skrammel, at få af muffinformene 🙁 Har ikke de fancy forme, og har aldrig haft problemer med dem af papir. Der er da også så rigeligt med smør i, at det ikke burde være noget problem. Men desværre. De måtte spises me vrangen ud på formene.
Smagen fejlede heldigvis ingenting 😀