I weekenden havde jeg en ustyrlig trang til pandekager. Det lykkedes mig at holde trangen nede hele lørdagen – jeg spiste til gengæld lækre macarons hos Niko Strangas om eftermiddagen og skøn vanilleis med espresso om aftenen hos min veninde Kristina. Søndag eftermiddag vandt trangen dog, og jeg måtte i køkkenet. Lige præcis den kamp var jeg dog glad for at tabe : ) Det blev til bananpandekager, da en meget moden banan lå og kiggede sødt på mig fra køkkenbordet. Opskriften improviserede jeg mig frem til, som jeg egentlig altid gør, og det gik strålende. Svampede pandekager med en naturlig sødme fra bananen og en dejlig sprødhed i kanterne fra smørret på panden. Jeg tænker, at de er gode som morgenmad, snack og dessert – meget smart med multiple choice!
Trangen til pandekager var også den perfekte anledning til at teste mit nye Microplane høvl rivejern, som jeg har fået tilsendt af Hamonoya, som blandt andet forhandler Microplane i Danmark. Jeg har i mange år været glad for de andre Microplane rivejern, jeg har, så jeg sagde straks ja til at teste det her.
Jeg rev Caraïbe Valrhona chokolade ud over skyren og pandekagerne, som i forvejen var blevet beriget med den lækreste ahornsirup. Det blev nogle fine små chokoladespåner, hvis jeg selv skal sige det, og jeg ser frem til at hive chokoladehøvlen frem igen snarest!
Til 20 små bananpandekager brugte jeg:
1 banan, meget moden
1 æg
100 g mel
1/2 tsk bagepulver
3/4 tsk kardemomme, stødt
1 knivspids salt
1,5 dl sødmælk
smør til stegning (riiigeligt)
Mos bananen med en gaffel i en skål og pisk æg, mel, bagepulver, kardemomme og salt i. Tilsæt mælken lidt ad gangen. Lad dejen stå i et kvarters tid. Steg pandekagerne i smør til de er gyldne på begge sider.
Anret dem i små stakke, put en skefuld skyr øverst, lidt ahornsirup og riv så chokolade ud over hele herligheden.
I aften er jeg så heldig at skulle til chokolademiddag på Numéro 64 i anledningen af Chokoladeselskabets 20 års jubilæum samt den kommende Chokoladefestival. Chokolademiddagen består af 5 retter, som alle indeholder chokolade. Kokken Charlie Holm Frederichsen og søde Niko Strangas står for retterne – og jeg glæder mig som et lille barn! : )
Jane skriver
Det ser lækkert og fristende ud, Mmmm.. Microplane laver nogle fantastiske rivejern, som jeg efterhånden har et bredt udvalg af, og de er meget ofte i brug.
Søren Sørensen skriver
Årrrrhhh Jeg er SÅ misundelig. Lyder virkelig som en lækker middag at skulle til. Håber du skriver om hvad du får i aften. Selv om det jo egentlig er selvpineri for mig at læse det. 😉 Lækre pandekager! 🙂
Kh Søren
Mette skriver
Nørj, hvor ser de bare lækre ud!!!
Spisekammeret skriver
Det lyder super lækkert med kardemomme i bananpandekagerne. Det vil jeg prøve næste gang. Mange tak for inspiration.
m.v.h.
Ulrik
foodfanatic skriver
Kære Anne
Hvor ser det bare fint ud. Jeg vil også høvle chokolade! 🙂
Kram Nadia
Benedikte Capion skriver
Mmm, hvor er det altså lækkert at se på… Og den slags fra Microplane ønsker jeg mig også! 🙂 jeg har to af de mere “almindelige”, men ønsker mig nærmest dem alle!
Luise / sesam, sesam skriver
Amerikanske pandekager er simpelthen det største hit på morgenbordet, når det skal være ekstra lækkert. Jeg har aldrig prøvet med banan i dejen – kun ovenpå – men det må blive næste gang, hvor jeg har en dejlig overskudsfyldt morgen 🙂 Det lyder skønt!
Kh
Luise / Sesam, Sesam
Anne au Chocolat skriver
Kære Jane
Jeg er også ret glad for mine Microplane jern 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Søren
Det var en fantastisk chokoladet middag, dog var belysningen alt for dunkel til at tage gode billeder – jeg er jo ret så kritisk! Jeg må lige finde ud af, om det kan blive til en decideret indlæg.
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Mette
De smagte også himmelsk! Jeg frøs halvdelen af dem ned, og nu glæder jeg mig til snart at spise resten 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Ulrik
Jeg er kæmpe kæmpe kæmpe kardemommefan, og spiser det hver morgen i min morgengrød.
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Nadia
Du må gerne låne min chokohøvl 🙂
Kram
Anne au Chocolat skriver
Kære Benedikte
Jeg er også helt vild med høvlen og pandekagerne 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Luise
Du kan godt glæde dig 🙂
Kh Anne
Jesper skriver
Hej Anne
Det ser top lækkert ud. Er vild med kardemomme, så det skal prøves i pandekagerne. Og rigtigt gode billeder – utroligt som det sælger “varen”.
Anne au Chocolat skriver
Kære Jesper
Tusind tak skal du have 🙂
Kardemomme er også et fabelagtigt krydderi!
God weekend.
Kh Anne
Chantal skriver
Hello,
Can you give us this recipe in english or in french.
Thank’s a lot
Anne au Chocolat skriver
Coucou Chantal
Yes I can translate it for you! I will do so tomorrow!
livsmod skriver
Jeg vidste ikke at skyr ville være fantastisk til pandekager, men den er god nok! Det er nogle skønne pandekager!
Maria skriver
Jeg fandt denne opskrift i dit opskriftsindex og har lige siddet og morgenmads-smovset. Mums, siger jeg bare! Kardemomme gav lige et ekstra pift. Jeg havde drænet yoghurt fra Thise og mandelsplitter og frysetørret hindbær, det var smukt og velsmagende til.
Du skal have en stor tak for din dejlige blog, som er så inspirerende ikke mindst for en singlepige som mig. Jeg nyder gode ideer til hverdags- eller som i dag påske velvære og forkælelse. Det er livsglæde, det er livskvalitet og god energi til resten af dagen. 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Maria
Tusind tak for den sødeste kommentar. Den blev jeg bare super glad for 🙂
Ha’ en dejlig påske.
kh Anne